Et kinesisk LFP-batteri har som det første i certificeret test rundet én megawatts ladeeffekt.
Geelys nye Aegis Gold Brick-batteri toppede ved 1.093 kW under en test overvåget af Kinas statslige testinstans, oplyser CarNewsChina. Det er første gang et batteri til personbil bryder megawatt-grænsen i en officiel målesituation.
I praksis lader batteriet fra 10 til 70 procent på 4 minutter og 22 sekunder. En fuld tur fra 10 til 97 procents ladning tager 8 minutter og 42 sekunder, ifølge testen hos China Automotive Technology and Research Center (CATARC).
Til sammenligning kan et typisk 300 kW-lynlade-stop i dag tage 20 til 45 minutter, afhængigt af bilens egen ladeprofil.
LFP-kemi med 900-volt arkitektur
Batteriet er en såkaldt short-blade lithium-jernphosphat-celle (LFP), altså en kemi der er billigere og mere brandsikker end de nikkel-holdige alternativer, men historisk langsommere at lade. Pakken har en kapacitet på 95 kWh og kører på en 900-volt platform.
Nøglen til den høje effekt er et dobbeltsidet flydende kølesystem, der ifølge Geely fordobler varmeveksler-fladen omkring cellerne. Under den certificerede måling nåede batteriet en makstemperatur på 64 grader, lige under den kinesiske grænseværdi på 65 grader, skriver Interesting Engineering.
Geely angiver samtidig, at cellen er designet til 4.500 fulde ladecyklusser, hvilket svarer til omkring en million kilometers levetid.
Første bil bliver en Lynk & Co
Teknologien er ikke et laboratorieforsøg alene. Den debuterer i sedanen Lynk & Co 10, som er en del af Geely-koncernen. Selskabet planlægger desuden at rulle batteriet ind i sit Zeekr Power-ladenetværk i Kina, oplyser TheDriven.
Ved 80 procents ladning holder pakken stadig omkring 500 kW, og selv ved 97 procent trækker den over 300 kW. Det er den vedvarende effekt, snarere end toptallet, der i praksis afgør, hvor længe en bilist står ved standeren.
Danske ladere er endnu ikke klar
For danske bilister er hastigheden foreløbig teoretisk. Danmarks største lynlade-net leverer i dag op til 300 kW, hvilket vil sige, at selv en bil med Geelys nye batteri ville være begrænset af standeren, ikke af pakken.
Clever meddelte i juni, at selskabet er begyndt at rulle 1.000 kW-ladere ud i Danmark. Et pilotprojekt med 16 udtag i Storkøbenhavn ventes i drift inden årets udgang, og fra 2027 skal de nye ladere være standard på hovedparten af nye Clever-lynladestationer. Standerne kan levere op til 600 kW til en enkelt personbil.
Selv med den udbygning vil det tage tid, før en dansk bilist står med en bil og en stander, der begge kan holde over 1.000 kW. Geely har endnu ikke annonceret, hvornår batteriet kommer i biler, der sælges i Europa.