Jesper Bengtson
Et efterladt Falcon 9-trin styrter ind i Månen onsdag morgen dansk tid.
Nedslaget sker klokken 08.35 dansk tid onsdag den 5. august nær krateret Einstein på Månens vestlige rand. Objektet er et cirka 4.900 kilo tungt andet-trin fra en SpaceX-opsendelse i januar 2025, og det rammer overfladen med omkring 8.700 kilometer i timen.
Beregningerne er lavet af den amerikanske software-udvikler og småplanet-tracker Bill Gray, der har fulgt objektet i månedsvis. Selve nedslaget er i praksis ufarligt: Månen er tom for beboere, og energien svarer til omkring tre tons TNT.
Til gengæld er det en sjælden gave til rumforskningen. Et præcist tidspunkt og et præcist sted gør det muligt at kalibrere alle de instrumenter, der er sat op til at fange netop den slags hændelser.
En raket der aldrig kom hjem
Trinnet, katalogført som 2025-010D, satte kursen mod Månen for over halvandet år siden. Falcon 9-raketten sendte den 15. januar 2025 de to måne-landere Blue Ghost og Hakuto-R Mission 2 mod Månen. Blue Ghost fra amerikanske Firefly Aerospace landede blødt i marts, mens den japanske Hakuto-R styrtede ved landingsforsøget i juni samme år.
Selve raket-trinnet blev ikke bragt tilbage i Jordens atmosfære. I stedet drev det rundt i det kaotiske tyngdefelt mellem Jord og Måne, indtil det nu er endt på kollisionskurs.
“Det udgør ikke fare for nogen, men det understreger en vis skødesløshed med, hvordan efterladt rum-hardware bortskaffes,” siger Bill Gray til EarthSky.
Krater på 17 til 30 meter
Nedslagshastigheden på 2,43 kilometer i sekundet er nok til at grave et krater på anslået 17 til 30 meter i diameter i Månens overflade. Op imod 1,2 millioner kilo måne-materiale ventes at blive slynget ud som en støvsky, der kan nå 75 til 100 kilometer i vejret og sprede sig over godt 180 kilometer.
Selve lysglimtet ved nedslaget varer under et sekund og er alt for svagt til at kunne ses med det blotte øje eller almindelige kikkerter. Støvskyen bagefter er derimod noget, kraftige teleskoper med hurtige kameraer kan fange i op til ti minutter, ifølge samme kilde.
Nedslaget kan i teorien observeres fra det østlige Nordamerika og store dele af Sydamerika. For europæiske observatører står Månen på det tidspunkt ikke gunstigt i forhold til nedslagsstedet.
“Det er ikke noget, du kommer til at se ved at holde en almindelig kikkert op mod Månen,” understreger Ben Fernando, forsker ved Los Alamos National Laboratory.
To måne-satellitter er stillet skarpt
Den egentlige videnskabelige udbytte kommer fra rummet. NASA’s Lunar Reconnaissance Orbiter har allerede taget billeder af området, som den vil sammenligne med billeder efter nedslaget for at kortlægge det nye krater i detaljer.
“Efter nedslaget har vi måske lidt bedre viden om, hvor det ligger,” siger Brent Garry, projektforsker for satellitten, til NPR.
Sydkoreas Danuri-satellit er også positioneret til at fotografere nedslagsområdet før og efter kollisionen, så forskerne kan sammenligne overfladen på begge sider af begivenheden.
Værdien for videnskaben ligger i, at både tidspunkt, sted, masse og hastighed er kendt på forhånd. Det gør nedslaget til et kontrolleret eksperiment, som ellers kun opstår ved held, når naturlige meteoroider rammer Månen tilfældigt. Data fra sådan et kendt anslag kan bruges til at forbedre modeller for, hvor meget støv og geologi der slynges op ved fremtidige nedslag i nærheden af planlagte måne-baser.
