En canadisk amatørastronom planlagde en campingtur i Google Maps, da han opdagede et gigantisk krater ingen forskere havde set før.
Fundet er nu bekræftet af planetariske geologer og viser sig at være ét af de største nedslagskratere, der nogensinde er identificeret i Canada. Krateret måler cirka 25 kilometer i diameter og er omkring 390 millioner år gammelt.
Amatørastronomen Joël Lapointe fra Quebec brugte satellitfunktionen i Google Maps til at planlægge en vandre- og campingrute i regionen Côte-Nord, da han lagde mærke til en mistænkeligt regelmæssig, ringformet fordybning i landskabet omkring den lille sø Lac Marsal. Han troede først, at det var et krater, andre for længst kendte til.
“Jeg sagde til mig selv: ‘Du har ikke opdaget noget, Joël, det er ikke muligt, de må allerede kende til det’,” fortæller han i en artikel fra Smithsonian Magazine.
Fandtes ikke i nogen database
Da han slog fordybningen op i de officielle databaser over kendte nedslagskratere, var den ikke registreret. Lapointe skrev derfor til en gruppe canadiske forskere, som interesserede sig for satellitbilledet.
I oktober 2025 rejste et hold ledet af planetarisk geolog Gordon Osinski fra Western University i Ontario ud til det afsidesliggende område. Krateret ligger omkring 100 kilometer nord for kystbyen Magpie ved Sankt Laurence-bugten. På stedet fandt holdet såkaldte shatter cones og impaktsmelte-sten, altså kegleformede sprækkemønstre og størknet stenmateriale, der kun opstår ved ekstremt tryk fra et meteornedslag.
Ekspeditionen var alt andet end en tur i skoven. “Det var en af de mest krævende ekspeditioner, jeg nogensinde har været på, og jeg har været på 25 ekspeditioner til Arktis og seks kontinenter,” fortæller Osinski til PetaPixel.
Én ud af hundrede
Osinski forklarer, at forskere jævnligt får henvendelser fra folk, der tror, de har fundet et krater i Google Maps eller Google Earth. Næsten alle henvendelser er falske alarmer. Lapointes fund er en sjælden undtagelse.
“9 ud af 10, ja 99 ud af 100 viser sig ikke at være nedslagskratere, men der kan altid være den ene, der overrasker. Det her er den første for mig,” siger han samme sted.
Krateret er efter alt at dømme det største bekræftede nedslagsområde i Canada i mere end et årti. Ifølge Colombia One blev det seneste canadiske krater identificeret i 2010, og de fleste nyfundne nedslagskratere måler under 5 til 10 kilometer i diameter. Resultaterne skal præsenteres på det 88. årsmøde i Meteoritical Society i Tyskland i august 2026.
Ikke det første Google Maps-fund
Historier om amatører, der finder noget stort via satellitbilleder, dukker op med jævne mellemrum. I 2017 opdagede arkæologer omkring 400 mystiske stenstrukturer, kaldet “gates”, i lavamarker i Saudi-Arabien via Google Earth, omtalt af Smithsonian Magazine. Fælles for fundene er, at teknologien gør det muligt for enkeltpersoner at scanne kæmpe landområder fra en sofa.
Lapointe selv håber, at hans opdagelse kan inspirere andre.
“Det er ikke hver dag, at en almindelig borger finder et 390 millioner år gammelt krater. Jeg opfordrer alle til ikke at ignorere deres intuition eller en observation, selv hvis det ikke er en del af deres ekspertiseområde,” siger han til Yahoo News.