Tesla begyndte den 3. september at køre Cybercab i Austin, og lanceringen forsvandt næsten i støjen.
Den todørs robotaxi uden rat, pedaler og sidespejle er nu i kommerciel drift i Austin, Texas. Men i modsætning til det spektakulære “We, Robot”-show i oktober 2024 blev selve indvielsen holdt bag lukkede døre, uden livestream og uden Elon Musk på scenen.
På lanceringsdagen havde Tesla kun 45 Cybercab-biler indregistreret i Texas, ud af 420 selvkørende køretøjer i staten. Cybercab overtager dermed rollen fra de Model Y-biler, Tesla indtil nu har brugt i sin robotaxi-flåde.
Kort event og ingen Musk
Selve arrangementet varede omkring et kvarter, og Musk deltog ikke, skriver franske Automobile Propre, som først dækkede den påfaldende stille lancering. Til stede var blandt andre Ashok Elluswamy, Teslas topchef for kunstig intelligens, der over for TechCrunch og de fremmødte fortalte, at Teslas robotaxi-flåde har rundet en million miles i drift uden overvågning.
Musk selv nøjedes med at kommentere på X, hvor han skrev “A Storm of Cybercabs” og bekræftede, at Tesla er ved at fylde Austin op med de nye biler.
Cybercab har to sæder, sommerfuglelåger, en enkelt skærm og ingen rat eller pedaler. Den bygger udelukkende på kameraer og Teslas AI-system, altså uden den LiDAR-laser som blandt andre Waymo har fremhævet som nødvendig for sikker selvkørsel.
Myndighed undersøger godkendelsen
Dagen efter lanceringen åbnede den amerikanske trafiksikkerhedsmyndighed NHTSA en revisions-undersøgelse med nummeret AQ26002. Den omfatter omkring 1.000 Cybercab-biler og skal afdække, hvordan Tesla har selv-certificeret bilen som lovlig, selv om den mangler både rat, bremsepedal, speeder og spejle.
“NHTSA støtter fuldt ud sikker udvikling og udrulning af automatiserede biler. Men som føderal regulator er vi nødt til at sikre, at alle vores love bliver overholdt,” siger NHTSA-chef Jonathan Morrison til TechCrunch.
Kernen i sagen er en juridisk knude: de føderale sikkerhedsstandarder er skrevet ud fra en antagelse om, at der sidder et menneske bag rattet. Tesla har selv erklæret, at flere af kravene ikke gælder for Cybercab, netop fordi der ikke er en fører. Den vurdering skal NHTSA nu prøve at holde op mod reglerne.
Konkurrenterne er allerede langt foran
Selv om Tesla i årevis har talt om et robotaxi-marked med millioner af biler, er den kommercielle virkelighed i dag en anden. Waymo har omkring 4.000 førerløse taxaer i drift i USA, og Amazon-ejede Zoox fik i juli sin egen ansøgning om undtagelse fra sikkerhedsreglerne godkendt og kører nu betalende passagerer i Las Vegas.
Musk lovede allerede i 2019, at Tesla ville have en million robotaxaer på gaden i 2020, og senest i sommeren 2025 talte han om at dække halvdelen af den amerikanske befolkning inden årets udgang. Med 45 biler i Austin ligger den nye virkelighed langt fra de tal.
Cybercab-flåden er indtil videre begrænset til et geografisk afgrænset område i Austin, hvor betalende kunder kan bestille en tur via Teslas app.