Apple lancerede AirPods Pro 2 tilbage i september 2022 og tilføjer stadig nye funktioner til dem - men det ændrer dog ikke på, at der stadig er mange, der venter på lanceringen af AirPods Pro 3.
Hvis du er en af dem, så ser det ud til, at du bliver nødt til at vente til næste år, før Apple AirPods Pro 3 ser dagens lys.
Ifølge brancheanalytiker Jeff Pu (via @Jukanlosreve) er AirPods Pro 3 planlagt til udgivelse i 2026. Det vil betyde, at der kommer til at være hele fire år mellem lanceringerne, efter et spring på tre år mellem de originale AirPods Pro og AirPods Pro 2.
Vi får ikke meget mere information ud af netop dette læk, men det betyder, at du måske har lidt ekstra tid til at spare op til Apples næste sæt øretelefoner. Den fjerde generation af de almindelige AirPods blev lanceret i september sidste år.
Mange havde ellers håbet på en lancering af Apple AirPods Pro 3 i 2025, efter at der blev fundet henvisninger til høretelefonerne i en del af kildekoden til iOS 26. Intet er dog sikkert endnu, men en lancering i år ser mindre og mindre sandsynlig ud.
Der har helt sikkert været mange læk og rygter om AirPods Pro 3 siden 2022, så vi har allerede et ret godt billede af, hvad vi kan forvente - selvom vi dog bliver nødt til at vente lidt længere på den store afsløring af disse opgraderede øretelefoner.
En af de største ændringer, der rygtes at være på vej, er indførelsen af bittesmå infrarøde kameraer i AirPods Pro. Formålet med disse kameraer skulle være at registrere bevægelser til at styre høretelefonerne med.
Der vil selvfølgelig også være forbedringer i lydkvaliteten, hvilket vi helt klart forventer efter fire år mellem de to modeller. Og der har også været snak om, at vi vil se flere funktioner til sundhedssporing.
Mange håber selvfølgelig på, at prisen forbliver uændret, da begge tidligere modeller af AirPods Pro havde en startpris på 2.199 kr. på det danske marked. Der er dog ingen garanti for, at de også kommer til at være tilfældet for tredje version af høretelefonerne.