Kinesiske BYD skal nu tilbyde fuld tilbagebetaling til over tusind australske bilkøbere, der fik en bil bygget i 2025 solgt som en 2026-model.
Sagen ramte offentligheden i weekenden efter en gennemgang fra det australske public service-medie ABC og handler blandt andet om elbilen Atto 3, der også findes på det danske marked.
Producenten forklarer forviklingen med, at salgssystemet af vanvare registrerede den dato, hvor bilerne forlod fabrikken, i stedet for den reelle produktionsdato. Byggeår har direkte betydning for gensalgsværdien, og på et EV-marked med hurtig teknologiudvikling kan et enkelt årstal afgøre flere titusinder af kroner.
Startede med et goodwill-tilbud på 1.100 dollars
Til at begynde med tilbød BYD Australien de berørte ejere 1.100 australske dollars, svarende til cirka 4.700 kroner, som en goodwill-kompensation. Beløbet dækkede reelt et leveringsgebyr og faldt langt fra den værdiforringelse, ejerne selv oplevede.
Efter kritikken har producenten skiftet kurs og tilbyder nu enten fuld tilbagebetaling af købesummen eller ombytning til et ægte 2026-eksemplar til samme pris. BYDs kommunikationsdirektør i Australien, Paul Ellis, sagde til ABC News, at der ikke har været tale om vildledning:
“Det var en administrativ fejl, der opstod. Der var ingen bedrageri.”
Ifølge Carsales betalte en køber i Melbourne 47.000 australske dollars for en Atto 3 Premium, hvilket giver en indikation af, hvor stort et beløb den enkelte sag kan handle om, skriver mediet.
Kunde opdagede fejlen via forsikringen
Fejlen kom først frem, da en køber i forbindelse med tegning af sin forsikring krydstjekkede bilens byggedato og opdagede en uoverensstemmelse mellem salgsdokumenterne og de officielle registreringer. VIN-nummeret var hele tiden korrekt, mens BYD’s egen kundedokumentation angav et andet årstal.
Blandt de berørte modeller er den elektriske SUV Atto 3, det store SUV-flagskib Sealion 8 og den plug-in hybride pickup Shark 6, skriver CarExpert.
Den australske forbrugermyndighed ACCC har oplyst, at berørte kunder kan indgive formelle klager, og Insurance Council of Australia har opfordret ejerne til at kontakte deres forsikringsselskab, fremgår det af yourlifechoices.com.au.
Sælges også på det danske marked
Atto 3 forhandles i Danmark via BYD’s danske organisation. Der er ingen indikationer på, at den samme dokumentationsfejl har ramt de danske kunder. Sagen i Australien handler om BYDs australske salgs- og administrationssystemer og er ikke koblet til en produktionsfejl eller et sikkerhedsproblem. Ellis har over for de australske medier understreget, at fejlen hverken påvirker garanti, myndighedsgodkendelser eller bilernes ydeevne.
Bygge-året på en elbil kan alligevel spille en stor rolle for både leasingaftaler, batteri-garantiperiode og videresalgsværdi. Danske BYD-ejere kan tjekke deres bils faktiske produktionsdato ved at kigge på VIN-nummeret i bilens registreringsattest sammenholdt med købskontrakten.