Audi har lagt planen om helt at droppe forbrændingsmotoren i graven og satser nu tungt på benzin i topsegmentet.
De tyske firringe erklærede for få år siden, at fremtiden var elektrisk. Nu lyder meldingen fra Audi-toppen den modsatte: jo dyrere bilen er, desto mere efterspørges benzinmotoren.
CEO Gernot Döllner har forklaret logikken til Bloomberg med en klar segment-opdeling. “Jo højere segmentet er, desto mere elsker entusiasten stadig forbrændingsmotoren. Jo lavere segmentet er, desto mere accepteres batteri-elektrisk,” sagde han. Beskeden er, at Audi vil bygge biler til begge lejre parallelt i lang tid fremover.
Ny supersportsvogn med V8 sætter tonen
Det tydeligste bevis er Audi Nuvolari, som mærket afslørede den 4. juni 2026. Bilen har en 4,0-liters V8 med to turboladere og tre elmotorer, tilsammen 1.001 hestekræfter, ifølge de officielle specifikationer. Prisen ligger omkring 700.000 dollar, svarende til cirka 4,8 millioner kroner, og produktionen er begrænset til 499 eksemplarer med levering i første halvår af 2027.
Modellen er langt fra et engangs-projekt. Döllner har sagt til Carbuzz, at han kan forestille sig hele viften af Audi’er med forbrændingsmotor, fra “en meget effektiv bybil” over en “lille SUV” til “en robust SUV” til det amerikanske marked. Han peger også på markedernes forskellighed som forklaring: “Markederne er så dynamiske, og hvert marked har sin specialitet.”
Slutdato skubbes flere år ud
Da Audi i 2021 meldte ud, ville koncernen slet ikke sælge nye biler med forbrændingsmotor efter 2033. Den tidshorisont er nu skrottet. Döllner har over for flere internationale medier bekræftet, at strategien er lavet om.
“Vi har allerede besluttet at forlænge produktionen ud over de tidligere kommunikerede slutdatoer,” sagde han. Og videre: “Som del af vores produktinitiativ lancerer vi ikke kun nye elektriske modeller, men også en ny generation af biler med forbrændingsmotor.”
Undtagelsen er dieselmotorer, hvor Audi ifølge Döllner ikke vil investere tungt i nye generationer.
Del af en bredere opbremsning
Audi står ikke alene. Store dele af den europæiske bilindustri har i det seneste år justeret deres elbil-planer efter svagere efterspørgsel end ventet. Trend har tidligere beskrevet, hvordan den nye Audi A3 kører videre på benzin og hybrid i stedet for at få den lovede rene elektriske version.
EU’s forbud mod salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035 står fortsat ved magt.