Škoda har startet serieproduktion af sit nye elektriske flagskib, syvsæderen Peaq, i Tjekkiet.
Første eksemplar rullede af samlebåndet i Mladá Boleslav i denne uge, og bilen lander hos danske forhandlere til oktober. Prisen starter ved 339.995 kroner for en femsædet Peaq 60, mens topmodellen Peaq 90x Sportline i syvsædet udgave koster 499.995 kroner, oplyser Škoda Danmark i sin pressemeddelelse.
Peaq er den største bil, Škoda nogensinde har bygget, og den første i den store SUV-klasse. Med en længde på 4,87 meter og en akselafstand på næsten tre meter er den skruet op til at kunne rumme syv personer og alligevel have et bagagerum tilbage.
Produktion side om side med Elroq
Den nye SUV bygges på samme samlebånd som Enyaq, Octavia og den nyere Elroq, som allerede har skubbet Tesla ned ad den danske elbil-top. Batterierne monteres på samme fabrik i Mladá Boleslav.
Andreas Dick, produktionschef hos Škoda Auto, fremhæver både bilen og fabrikken.
“Den nye Škoda Peaq er toppen af vores program hvad angår komfort, plads og teknologi, mens produktionen samtidig lever op til de strengeste standarder for kvalitet, effektivitet og fleksibilitet,” lyder det fra ham i mærkets officielle pressemeddelelse.
Siden ordrebogen åbnede i juni, har Škoda modtaget knap 8.500 bestillinger på Peaq, oplyser mærket.
Tre varianter og op til 634 km rækkevidde
Den danske prisliste tilbyder tre drivlinjer. Indstigningsmodellen Peaq 60 har 204 hk og et 59 kWh-batteri, der rækker til 450 kilometer. Peaq 90 har 286 hk og 634 kilometers rækkevidde på et 86 kWh-batteri, mens topvarianten Peaq 90x med firehjulstræk yder 299 hk og kører 602 kilometer på en opladning.
Ved en hurtiglader trækker Peaq op til 199 kW og går fra 10 til 80 procents opladning på 28 minutter. Bagagerummet er på 935 liter i den femsædede udgave, mens der stadig er plads til 299 liter, når alle syv sæder er slået op.
Rammer et hul i Škodas program
Med Peaq udfylder Škoda et tomrum over Enyaq og placerer sig i samme klasse som Kia EV9, Hyundai Ioniq 9 og Volvo EX90.
I den anden ende af paletten kommer den langt mindre og billigere Škoda Epiq, som mærket officielt har sat en startpris under 200.000 kroner på.
Peaq får sin publikums-premiere ved Paris Motor Show senere i oktober, og de første danske kunder får bilerne udleveret samme måned.