Lækket materiale fra Mercedes-Benz viser en markant kovending væk fra elbil-strategien frem mod 2027.
Bilproducentens interne planer for 2027 er blevet delt af det tyske Mercedes-medie mbpassion.de, og de tegner et billede der ligger langt fra selskabets tidligere ambitioner om en fuldt elektrisk fremtid. I stedet peger strategien nu mod en ny bølge af forbrændingsmotorer, båret af den nye MMA-platform, der oprindeligt blev udviklet som en ren elbil-arkitektur.
I kernesegmentet omkring C- og E-klassen planlægger Mercedes ifølge lækagen seks nye varianter med forbrændingsmotor mod kun én ny batterielektrisk model i 2027. Luksussegmentet omkring S-klassen og Maybach får fire nye forbrændingsvarianter mod to nye elbiler.
Baby G-Klasse får benzinmotor
Skiftet er tydeligst i den kompakte klasse, hvor den længe ventede “lille G” oprindeligt var planlagt som en ren elbil. Nu kommer den både med batteri og med en 1,5-liters turboladet firecylindret motor fra motorserien M252. Ifølge Elektroquatsch skyldes kursændringen massivt pres fra amerikanske forhandlere og en ujævn global efterspørgsel efter rene elbiler.
Den kommende GLA følger samme mønster. Modellen introduceres først som elbil i anden halvdel af 2026 og får siden en mild-hybrid version med samme 1,5-liters motor i foråret 2027. MMA-platformen, der ligger under CLA, GLA og GLB, er blevet ombygget så den kan bære både rene elmotorer og traditionelle forbrændingsmotorer med 48-volts mild-hybrid understøttelse.
Fra alt-elektrisk til dobbeltspor
Kovendingen har været undervejs i et par år. I efteråret 2024 opgav Mercedes sin ambition om at være rent elektrisk inden 2030 og gik i stedet over til parallel udvikling af elmotorer og forbrændingsmotorer. Koncernchef Ola Källenius sagde til AutoBild, at “hvis markedet i 2030 er 50:50, ville det være dumt at overlade halvdelen af forretningen til andre”.
Baggrunden var at kun omkring 10 procent af Mercedes-salget i første halvår 2024 var elektrificeret, langt fra selskabets tidligere mål om 50 procent i 2025. Siden har Mercedes også nedlagt sit selvstændige EQ-brand og forlænget levetiden på flere klassiske forbrændingsmodeller.
Betyder det noget for danske Mercedes-købere
For danske forbrugere, der har ventet på en elektrisk efterfølger til deres C- eller E-klasse, betyder strategien at udvalget bliver mere blandet end tidligere lovet. De næste par år ankommer der markant flere nye Mercedes-modeller med benzin- eller dieselmotor end med batteri, og den kommende lille G-klasse rammer forhandlerne i begge udgaver.
Ifølge Källenius står Mercedes over for det, han har kaldt “sandsynligvis den mest intense periode af lanceringer i tre år” i selskabets historie. Alene i 2026 præsenteres 18 nye eller opdaterede modeller, og 25 nye modeller globalt i treårsperioden fra 2025.
Beslutningen om at lade forbrændingsmotoren blive er også et bud på hvor hurtigt bilmarkedet reelt bevæger sig mod elbiler. Mercedes ligger dermed på linje med flere andre europæiske producenter, der har justeret deres oprindelige elbil-tidsplaner efter et marked, der stadig ikke skifter så hurtigt, som producenterne troede for få år siden.