En tysk storundersøgelse viser, at rekuperation hiver vidt forskellige mængder energi tilbage på batteriet.
Hvor meget en elbil henter tilbage, når den bremser og lader den kinetiske energi løbe tilbage i batteriet, varierer langt mere end de fleste tror. Den tyske bilorganisation ADAC har målt 19 modeller og fundet alt fra 9 til 31 procents gennemsnitlig genvinding.
Forsøget bygger på WLTP-målinger udført af Green NCAP, suppleret med ADAC’s egne tests på bjergstrækningen Kesselberg i Bayern. Gennemsnittet på tværs af alle 19 biler ligger på cirka 22 procent af den energi, bilerne har brugt på at køre.
Bedst klarer Nio ET7 sig med 31 procent og Hyundai Ioniq 6 med 29 procent. I bunden ligger Dacia Spring med ni procent.
Bytrafik er rekuperationens hjemmebane
Trafikbilledet betyder mere end mærket. I bytrafik, hvor bilerne bremser konstant, henter de testede modeller i snit omkring 30 procent af energien tilbage. På landevejen falder tallet til omkring 21 procent, og på motorvejen, hvor man sjældent bremser, er det nede på cirka 10 procent.
For de stærkeste modeller bliver tallene endnu mere markante. Nio ET7 og Hyundai Ioniq 6 kommer i bytrafik op på over 40 procents genvinding, oplyser ADAC. På motorvejen forsvinder forskellen mellem bilerne stort set, fordi der simpelthen ikke er noget at bremse fra.
Tunge biler henter mest, men bruger også mest
Den østrigske bilorganisation ÖAMTC, som har deltaget i analysen, fremhæver et paradoks i studiens samlede tal: jo tungere bilen er, jo mere energi kan den teknisk set genvinde, fordi der er mere bevægelsesenergi at omsætte. Men de tunge biler bruger til gengæld også markant mere energi i første omgang.
På Kesselberg-strækningen hentede en BMW i7, der vejer 2.830 kilo, 50 procent af energien tilbage på nedturen. Tesla Model Y endte på 40 procent og den lille Dacia Spring på 35 procent. Alligevel kørte Spring væk fra de andre på samlet forbrug. Den lette rumæner brugte 9,7 kWh per 100 kilometer på testen, mens BMW i7 lå på 16,5 kWh per 100 kilometer.
ADAC’s leder af biltest, Dino Silvestro, advarer producenterne mod at bruge stærk rekuperationsydelse som undskyldning for at sætte vægten op.
Et fyldt batteri kan ikke tage imod
Effektiviteten af rekuperationen afhænger også af, hvor meget plads der er i batteriet. Et fuldt opladet batteri kan ikke tage imod ny strøm, og bilen bremser i stedet på de mekaniske bremser. Derfor lyder ADAC’s anbefaling, at man ikke skal lade batteriet helt op, hvis turen starter med en lang nedkørsel.
Kolde batterier henter også mindre. Når bilen er nystartet i frostvejr, accepterer cellerne kun begrænsede mængder strøm, og en del af bremseenergien går tabt som varme i stedet.
En sidegevinst, som både ADAC og ÖAMTC peger på, er færre partikler fra bremserne. Fordi de mekaniske skiver bruges mindre, falder udledningen af bremsestøv, og slidet på klodserne reduceres mærkbart.