Sker 4. oktober: Power åbner største elektronikbutik i Danmark

Christian Pedersen

8 uger siden

|

22/09/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Danmarks største elektronikbutik bliver åbnet om knap to uger.

Mest læste i dag

Fredag den 4. oktober åbner Power dørene til, hvad der bliver Danmarks største elektronikbutik, beliggende i Rosengårdcentret i Odense.

Den nye butik bliver på hele 5.500 kvadratmeter og vil indeholde alt fra elektronik til hvidevarer samt shop-in-shop-konceptet fra store mærker som LG og Samsung.

Den nye butik ligger ved den nyligt renoverede lilla indgang, en renovering der har kostet 100 millioner kroner.

Power lover åbningstilbud, der ifølge dem selv vil være endnu billigere end på Black Friday.

Kunderne kan se frem til ekstraordinære priser på blandt andet TV og AV-udstyr. Det skriver Flatpanels.

Åbningsfest og tilbud

Butikken åbner tidligt fredag morgen klokken 6:00, og der er planlagt et kæmpe åbningsevent, hvor kunder i køen vil blive tilbudt gratis morgenmad, kaffe og underholdning.

Butikken holder åbent helt til kl. 2:00 om natten og fortsætter festen gennem weekenden med lange åbningstider.

Power har bekræftet, at de vil afsløre de konkrete åbningstilbud tættere på dagen, men har allerede løftet sløret for, at der vil være gode rabatter på store TV-skærme og andet populært elektronisk udstyr.

Shop-in-shop-koncept og medarbejdere

For at give kunderne en bedre oplevelse vil Power-butikken i Rosengårdcentret have dedikerede shop-in-shop-områder fra LG og Samsung, hvor kunderne kan få detaljerede produktpræsentationer, herunder de nyeste og største skærme på op til 98 tommer.

Butikken vil have 80 medarbejdere og markerer endnu en stor investering i Power-kædens udvidelse i Danmark.