En Unitree G1-robot kollapsede under Kinas første robot-bjergløb og måtte bæres ned på en båre.
Hændelsen fandt sted mandag den 2. november, da den første CMG World Robot Mount Tai Climbing Competition blev skudt i gang på bjerget Taishan i Shandong-provinsen. Den humanoide G1-robot fra kinesiske Unitree overophedede undervejs, blev trukket ud af løbet af sikkerhedsmæssige grunde og båret ned ad bjerget på en båre, skriver TechNode.
Billedet af en humanoid robot, der bliver båret ud af konkurrencen, er den slags virkelighedstjek, der kommer sjældent i en branche, hvor humanoide robotter ellers hypes som fremtidens arbejdskraft og hjælp i hjemmet.
3,9 kilometer og mere end 3.100 trin
Ruten fra Hongmen op til Zhongtianmen er 3,9 kilometer lang, består af over 3.100 stentrin og stiger knap 600 højdemeter. Omkring 90 hold fra robotfirmaer, universiteter og forskningsinstitutter deltog i konkurrencen, der både omfattede sprintløb, bæreopgaver med sarte varer som æg og vandmeloner og en eksoskelet-disciplin, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Arrangøren China Media Group havde valgt Mount Tai, fordi klippeterrænet fungerer som en ekstrem naturlig prøvebane for robotter, der skal ud af laboratoriet og ind i virkelige scenarier.
G1 var ikke den eneste, der stødte på problemer. Én humanoid robot kollapsede på brostenene og måtte skrues sammen af ingeniører, mens en anden faldt ned ad en hel trappe og endte ved siden af en skraldespand.
“Mount Tai var en helt anden historie”
En industri-ekspert betegnede løbet som mindre et konventionelt væddeløb og mere en stress-test af, om humanoide robotter kan omsætte korte bevægelses-udbrud til vedvarende drift. Overophedningen opstod ifølge eksperten, fordi varmen inde i maskinen blev genereret hurtigere, end systemerne kunne bortlede den, ikke på grund af høje udendørstemperaturer, forklarer Global Times.
Flere af de konkurrerende robotter oplevede motorer, der blev for varme, automatisk effekt-reduktion, skæve stillinger og ustabile gangarter efter at have samlet last op undervejs. Kinesiske eksperter noterede, at virkelige forhold afslører svagheder, der er svære at fange under kontrollerede forsøg.
Unitree selv har forklaret, at de G1-robotter, der deltog i løbet, var købt af kunder og derefter ombygget og konfigureret af uafhængige hold. Virksomheden antyder, at den konkrete robot kan være gået til start uden finjustering.
Unitree-datterselskab vandt alligevel
Trods den kollapsede G1 blev sejren i løbet for firbenede robotter taget af Beijing Lingyi Technology, et datterselskab af netop Unitree Robotics. Deres hunde-lignende robot krydsede målstregen i tiden 43 minutter og 41 sekunder.
I det kortere humanoid-løb tog holdet Zhishen Lingyue førstepladsen med 27 minutter og 26 sekunder, mens bæredisciplinen gik til holdet Lingshi fra Linxai Intelligence i 1 time 51 minutter og 29 sekunder, skriver TechNode.
Konkurrencen omfattede fire hoveddiscipliner: humanoide løb, firbenede løb, firbenet last-bæring og eksoskelet-assistance, plus en separat terrængående udfordring.