Google har netop lanceret Wear OS 6, og det markerer et klart skifte i satsningen på Android-baserede smartwatches.
Hvor Apple fortsat insisterer på firkantede skærme, går Google nu all-in på runde designs, hvilket især ses med det nye Material 3 Expressive-designsprog, der er skræddersyet til netop runde ure.
Det nye design bringer større knapper, tydeligere farvetemaer og en forbedret navigation, som skal gøre det lettere at bruge uret i hverdagen – også med én hånd.
Samtidig er grænsefladen gjort mere visuelt ensartet, så den matcher bedre med det øvrige Android-økosystem. Det skriver Mobilsiden.
Længere batteritid og smartere software
En af de mest efterspurgte forbedringer er batterilevetid, og her leverer Wear OS 6.
Ifølge Google er energieffektiviteten forbedret med op til 10 procent.
Det lyder måske ikke af meget, men det kan betyde flere timers ekstra brug for mange – særligt hvis uret bruges aktivt i løbet af dagen.
Derudover skifter Google Assistent ud med deres nye AI-chatbot, Gemini, som nu bliver den primære assistent på Wear OS 6.
Det giver brugerne adgang til mere avanceret stemmestyring, hurtigere svar og integration med tjenester som Gmail, Kalender og Google Maps – direkte fra håndleddet.
Et opgør med Apples dominans
Selvom Apple fortsat dominerer markedet for smartwatches, forsøger Google med Wear OS 6 at lukke hullet.
Med forbedret design, længere batteritid og en stærkere AI-integration håber Google at kunne tiltrække flere Android-brugere – og måske endda få Apple-brugere til at overveje et skifte.
Smartwatch-markedet bevæger sig, og Wear OS 6 kan være det første rigtige modsvar.