Den første information om PlayStation 6-konsollen kan netop være afsløret

Nicolai Busekist

2 dage siden

|

01/10/2024
Gaming
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Sonys næste generation af spillekonsoller er endnu ikke på vej på markedet, så oplysninger om den er indtil videre sparsomme. Dog kan én ting lige være blevet afsløret.

Mest læste i dag

Nyhedsbureauet Reuters rapporterer, at chipproducenten Intel forsøgte at sikre sig en lukrativ aftale med Sony. Hvis det var lykkedes, kunne det have tilført Intels omsætning en tiltrængt stigning på anslået 30 milliarder dollars. Det svarer til godt og vel 200 milliarder danske kroner.

Ifølge kilder med indsigt i sagen, som Reuters har talt med, forhandlede Intel med Sony om at levere processorer til den kommende PlayStation 6-spillekonsol.

Kilderne fortæller dog Reuters, at forhandlingerne, som fandt sted i 2022 og varede i flere måneder, brød sammen på grund af en uenighed om prisen. To af Reuters' kilder hævder, at Intel ønskede flere penge per processor, end Sony var villig til at betale.

Reuters rapporterer videre, at Sony siden har besluttet at købe processorer til PlayStation 6 fra den amerikanske producent AMD. Det antages, at dette vil lette udviklingen af spil til den kommende konsol og forbedre bagudkompatibiliteten, da AMD også leverer processorerne til PlayStation 5.

Det fremgår desuden, at Broadcom også havde interesse i at producere processorer til PlayStation 6, men ifølge kilder faldt de tidligt ud af spillet, hvorefter Sonys valg stod mellem AMD og Intel. Med andre ord, så var de aldrig en reel kandidat til at ende med at få en aftale i stand med Sony.

Der er endnu ingen oplysninger om, hvornår PlayStation 6 vil blive lanceret. Præsentationen af næste generations konsol forventes at være flere år væk.

Sony har dog for nylig offentliggjort PlayStation 5 Pro-konsollen. Hvis du går med tanker om at købe en ny konsol, er det derfor værd at have denne konsol med i dine overvejelser

Hvis du har planer om at vente, indtil Sony er klar til at sende deres PlayStation 6 på markedet, kan du komme til at vente i lang tid. Der er nemlig intet, der indikerer, at den kommer til at blive lanceret før om adskillige år.