Trend DK
Forside Elbiler 17-årige bilister sigtet næsten 2.400 gange på et år: Halvdelen...

17-årige bilister sigtet næsten 2.400 gange på et år: Halvdelen kørte for hurtigt

17-årige bilister sigtet næsten 2.400 gange på et år: Halvdelen kørte for hurtigt
Leveret af Trend

Ny opgørelse af politiets sigtelser sætter fokus på de 17-årige bag rattet.

Siden 1. juli 2025 har 17-årige danskere med kørekort måttet køre alene i bil mellem klokken 05 og 20. På knap et år er det blevet til 2.397 sigtelser mod aldersgruppen, og over halvdelen handler om for høj fart. Det oplyser forsikringsselskabet Alm. Brand på baggrund af tal fra Rigspolitiet.

Konkret dækker de 1.270 af sigtelserne over hastighedsovertrædelser, 300 handler om brud på ledsagerreglerne, og 134 er rejst mod personer, der har kørt bil uden overhovedet at have et førerbevis.

Antallet af sigtelser er samtidig steget markant undervejs i det første år. Fra første til andet halvår efter lovændringen er tallet vokset med omkring 40 procent.

Midt- og Vestjylland topper listen

Geografisk falder de fleste sigtelser i Midt- og Vestjyllands Politikreds, hvor politiet har rejst 293 sigtelser mod 17-årige bilister. Kredsen dækker 19 procent af det danske vejnet, oplyser DR.

Vicepolitiinspektør Peter Kirkegaard opfordrer de unge bilister til at tage det roligt bag rattet.

“Vi kan appellere til sund fornuft. Kør ordenligt, kør efter forholdene,” siger han til DR.

Han peger samtidig på, at man ikke skal drikke og køre og lade telefonen ligge, når man kører.

Rådet vil have ordningen evalueret

Hos Rådet for Sikker Trafik ser man med bekymring på udviklingen. Direktør Jakob Bøving Arendt mener, at politikerne nu bør kigge på ordningen igen.

“Konkret mener vi, at ledsagerordningen skal evalueres, for vi kan jo allerede se på de her tal, at der sker nogle ændringer i de unges adfærd,” siger han til TV MIDTVEST.

Rådet havde helst set, at kravet om en ledsager i bilen var blevet bibeholdt hele døgnet, fordi ordningen tidligere fungerede som en slags mesterlære, hvor de nye bilister blev sluset ind i trafikken under opsyn.

Skadedirektør Britta Bjerregaard fra Alm. Brand er inde på det samme og opfordrer forældre til at blive ved med at sætte sig ved siden af de unge.

“Selvom reglerne giver mulighed for at køre alene i dagtimerne, kan de første mange ture med en erfaren bilist som ledsager være med til at opbygge rutine og overblik,” siger hun i selskabets pressemeddelelse.

Reglerne: Hvad koster det at bryde loven

Uden for tidsrummet 05 til 20 skal den 17-årige stadig have en ledsager på forreste passagersæde. Personen skal være mindst 24 år og have haft et dansk kørekort til almindelig bil i mindst fem år. Førerretten må heller ikke være frakendt inden for de seneste fem år, oplyser Rådet for Sikker Trafik.

Bliver den 17-årige taget i at køre alene i tidsrummet, hvor der kræves ledsager, koster første overtrædelse 3.000 kroner. Anden gang stiger bøden til 3.500 kroner, og tredje gang koster det 4.000 kroner.

Først når den unge bilist fylder 18 år, må vedkommende køre bil uden ledsager døgnet rundt.

Ads by MGDK