Tesla brugte 5,79 milliarder dollar på investeringer alene i andet kvartal, en stigning på 142 procent på et år.
Elon Musk slog historisk klang an, da elbilkoncernen præsenterede sit regnskab for andet kvartal 2026 natten til torsdag dansk tid. På kvartalsmødet med investorer sammenlignede Tesla-chefen selskabets igangværende opbygning af fabrikker, AI-infrastruktur og chipproduktion med den amerikanske industri under krigsårene.
“Formentlig den hurtigste industrielle opbygning siden Anden Verdenskrig i Amerika”, sagde Musk under kvartalsmødet.
De 5,79 milliarder dollar (cirka 39 milliarder kroner) i kapitalinvesteringer var mere end en fordobling af niveauet fra samme kvartal sidste år, hvor beløbet lå omkring 2,39 milliarder dollar. Tesla venter, at de samlede investeringer vil passere 25 milliarder dollar (cirka 169 milliarder kroner) for hele 2026.
Rekordomsætning møder margin-pres
Tesla omsatte for 28,24 milliarder dollar (cirka 190 milliarder kroner) i kvartalet, en stigning på 26 procent i forhold til året før. Selskabet leverede 480.126 biler, hvilket er 25 procent flere end i samme kvartal 2025.
Det høje investeringstempo æder dog voldsomt af indtjeningen. Driftsmarginen faldt til 1,4 procent i kvartalet fra 4,1 procent året før. Den frie pengestrøm blev negativ med 1,09 milliarder dollar (cirka 7,3 milliarder kroner), fordi investeringerne oversteg pengestrømmen fra driften på 4,7 milliarder dollar.
Musk begrundede den lavere kapital-effektivitet med, at hastighed vejer tungest lige nu.
Optimus i støbeskeen
Tesla oplyser, at de første fabrikslinjer til den humanoide robot Optimus nu er ved at blive installeret. Musk advarede dog investorerne mod at forvente en hurtig opskalering af robot-produktionen.
“Det bliver det sværeste produkt at opskalere fabrikationen af, som vi nogensinde har lavet hos Tesla”, sagde Musk. Han tilføjede, at den første del af optrapningen bliver flad og langvarig, fordi så mange dele på robotten er helt nye.
Milliardstrømmen dækker samtidig en ny halvlederfabrik, batteriproduktion og solcelle-fremstilling i USA. Sammenligningen med Anden Verdenskrig refererer til den amerikanske industris omstilling fra 1940 til 1945, hvor bilfabrikker som Ford og General Motors blev omdannet til produktion af kampfly, tanks og krigsmateriel i et hidtil uset tempo.
FSD er blevet salgs-motor
Antallet af aktive abonnenter på Full Self-Driving, altså Teslas førerhjælps-software, voksede til 1,48 millioner, en stigning på 56 procent på et år. Omkring 55 procent af de nordamerikanske kunder tilkøbte softwaren i kvartalet.
Teslas robotaxi-service kører nu i syv storbyer, primært i Texas og Florida. Trods rekordomsætningen holder aktiemarkedet ikke vejret af begejstring: Tesla-aktien faldt cirka fire procent i efterhandelen efter regnskabet.