Det er næppe gået nogens næse forbi, at operativsystemet Windows 10 uigenkaldeligt ophører i oktober i år.
Microsoft har gentagne gange understreget, at virksomheden ikke vil forlænge levetiden for det nu 10 år gamle operativsystem.
Denne beslutning begynder nu endelig at afspejle sig i statistikken, som i flere år har vist en meget langsom overgang til efterfølgeren Windows 11.
Markant vækst på én måned
Helt nye tal fra december til januar viser, at Windows 11 nu er begyndt at stige i popularitet. Det skriver det svenske medie PC Tidningen.
Statcounter, der er en velkendt tjeneste, der overvåger de systemer og computere, vi bruger til at besøge hjemmesider, afslørede en betydelig vækst i brugen af Windows 11.
Tallene for december til januar viser, at Windows 11 nu er installeret på 2,53 procent flere computere verden over, mens brugen af Windows 10 er faldet tilsvarende.
Med en markedsandel på 60 procent globalt er Windows 10 dog stadig den mest anvendte version. Det vidner også om, at Microsoft bestemt ikke har haft nemt ved at få folk til at skifte Windows 10 ud med Windows 11.
Windows 7 er også faldet i popularitet
Det kan lyde utroligt, at Windows 7 stadig er i brug efter alle disse år, men indtil december sidste år havde 2,4 procent af verdens computere stadig det gamle operativsystem installeret.
Dette skyldes, at Windows 7 stadig anvendes i mindre udviklede dele af verden og fortsat bruges til visse terminaler i banker og lignende.
De seneste tal fra Statcounter viser et fald på 0,2 procentpoint, hvilket betyder, at Windows 7 nu 'kun' findes på 2,2 procent af verdens computere med internetforbindelse.