Chrome har fået en stor forbedring for brugere, der har mange faner åbne

Nicolai Busekist

3 uger siden

|

01/11/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Google arbejder hele tiden på at forbedre deres produkter, hvilket naturligvis også omfatter Google Chrome, som er et af deres mest anvendte produkter verden over.

Mest læste i dag

Google har udgivet en ny opdatering til Google Chrome, der skal forbedre styringen af systemressourcer. Browseren får en ny 'præstationsovervågning', der advarer brugere, hvis bestemte faner bruger for meget hukommelse eller processorkraft.

Den nye funktion vises som et lille speedometer-ikon ved siden af dit profilbillede i værktøjslinjen. Hvis en fane bruger overdrevent mange systemressourcer, kommer der en besked her.

Ifølge The Verge, der citerer information fra Vox Media, kan brugere med ét klik se, hvilke faner der forårsager problemer, og straks gøre noget ved det. Man kan også vælge at ignorere advarslen. Opdateringen rulles gradvist ud til alle Chrome-brugere.

Den eksisterende hukommelsesbesparer får desuden en opgradering med tre nye tilstande: moderat, balanceret og maksimal. I den moderate tilstand ser Chrome kun på systembelastningen, hvorfor det ikke kommer til at gøre den store forskel på dette punkt.

Den balancerede tilstand tager også højde for din surf-adfærd. Den maksimale tilstand sætter ubrugte faner i dvale så hurtigt som muligt, hvorfor du kan vælge at bruge denne funktion, hvis du f.eks. har en tendens til at have mange faner åbne, selvom du faktisk ikke rigtigt bruger dem alle.

De nye funktioner kan findes under menu-ikonet i Chrome, hvor du kan finde dem under Indstillinger under afsnittet 'Præstationer'. Her kan brugere slå præstationsadvarsler til eller fra og justere deres præferencer for hukommelsesbrug.

Chrome har i de seneste år fået en del tæsk for at sluge en masse processorkraft, hvilket endda har fået flere brugere til at skifte til andre alternativer, herunder Firefox. Nu ser det dog ud til, at Google endelig har besluttet sig for, at de er nødt til at gøre noget ved problemet.