Samsung har muligvis ændret kurs.
Det tyder en ny opdagelse i den sjette betaversion af Android 15 og One UI 7 til Galaxy S24-serien i hvert fald på.
Her er det eksklusive S25-funktion “Now Brief” nemlig allerede integreret – men endnu ikke aktiv.
Now Brief er et AI-baseret dagligt overblik, der samler dine vigtigste informationer ét sted.
Det gælder alt fra vejr og trafik til nyheder, kalenderaftaler og påmindelser.
En digital morgenbriefing, der med få tryk giver dig overblik over dagen. Det skriver Giga.
Galaxy S24 får smag på fremtiden
Ifølge flere kilder bliver funktionen formentlig aktiveret den 7. april, hvor One UI 7 og Android 15 forventes udrullet officielt til Galaxy S24-serien.
Det vil i så fald være første gang, at en AI-funktion fra en ny model i Galaxy S-serien når så hurtigt frem til forgængeren.
Samsung har tidligere været tilbageholdende med at bringe avancerede funktioner til ældre modeller.
Men med Galaxy AI og nu potentielt også Now Brief til S24, ser strategien ud til at være skiftet.
Også flere modeller i spil
Udrulningen kan ifølge rygter også omfatte flere premium-enheder fra 2024 – herunder Galaxy Z Fold 6, Z Flip 6 og Galaxy Tab S10-serien.
Dermed kan Samsungs nyeste softwareopdatering få langt større betydning end først antaget.
Skiftet indikerer, at Samsung i stigende grad forsøger at mindske forskellene mellem generationerne – og samtidig fastholde brugere længere på ældre flagskibe.