Google har netop fremvist deres nye budgetmodel, Pixel 9a, som byder på solid ydelse, friskere design og syv års opdateringer.
Alligevel mangler én væsentlig ting: datoen for, hvornår telefonen rent faktisk kan købes.
Det, der skulle have været en stille og sikker opfølger i A-serien, er nu blevet ramt af usikkerhed.
Pixel 9a var planlagt til forudbestilling den 19. marts med officiel salgsstart den 26. marts, men intet af det bliver til noget – i hvert fald ikke lige nu. Det skriver Android Authority.
Komponentfejl sætter alt på pause
Google har opdaget et problem med en komponent, kort før telefonen skulle i produktion i stor skala.
Det har fået selskabet til at trykke på pauseknappen.
Google bekræfter selv over for mediet: “We’re checking on a component quality issue that’s affecting a small number of Pixel 9a devices.”
Hvilken komponent, det drejer sig om, er stadig ukendt.
Men Google har tidligere haft uheld med batterier i Pixel 4a, og det kan forklare den mere forsigtige tilgang denne gang.
Stærke specifikationer – trods forsinkelse
Pixel 9a byder ellers på attraktive egenskaber: 6,3-tommer P-OLED-skærm med 120 Hz, 48 MP hovedkamera og Googles nyeste Tensor G4-chip.
Den nye bagside har desuden fået et redesignet kamera, der nu ligger næsten plant med overfladen.
Seneste melding fra Google er, at salget starter “i starten af april”. Men for nu må interesserede købere væbne sig med tålmodighed.