Apple sigter mod at markere 20-års jubilæet for iPhonen med et opsigtsvækkende designskifte i 2027.
Det fremgår af nye oplysninger fra Bloomberg, der peger på både en foldbar iPhone og en Pro-model med en næsten fuldstændig glasbaseret konstruktion.
Planen er ifølge rapporten at tage et stort skridt væk fra det nuværende design – dog uden at ændre den grundlæggende brugeroplevelse, som det skete med iPhone X i 2017.
Alligevel kan materialevalget og formfaktoren betyde, at iPhone 20 kommer til at skille sig markant ud fra sine forgængere.
Glas og foldbarhed i fokus
Det foldbare format har længe været rygtet, men Apple har indtil videre holdt sig tilbage, mens konkurrenter som Samsung og Huawei har testet markedet.
Hvis Apple endelig vælger at springe ud i det, kan det ske som et statement i jubilæumsåret 2027 – hele otte år efter Galaxy Folds debut.
Samtidig arbejdes der angiveligt på en ny Pro-model med øget brug af glas.
Eksperter vurderer, at Apple kan være på vej mod en konstruktion, hvor front, bagside og måske endda kanterne er i glas – noget der både æstetisk og teknologisk vil være banebrydende.
iOS 19 viser retningen
Næste store softwareopdatering, iOS 19, ventes præsenteret til sommer og vil ifølge lækkede oplysninger bære præg af et mere "glasagtigt" design.
Det kan være et første skridt i retning af den hardware-vision, Apple angiveligt arbejder hen imod.
Hvis rygterne holder stik, kan 2027 blive året, hvor Apple gentænker iPhonen – både udenpå og indeni.