Mange har længe efterspurgt et friskt pust til iPhones design, og nu ser det ud til, at Apple endelig er klar til at ryste posen.
Ifølge en ny rapport planlægger Apple at markere iPhones 20-års jubilæum i 2027 med et markant visuelt skifte – og det kan blive det største redesign siden iPhone X.
Det nye look skal debutere med iPhone 19 Pro, og meget tyder på, at Apple går langt mere radikalt til værks, end vi er vant til.
Glas og foldbar fremtid
Designændringen kommer ifølge Bloomberg til at inkludere et mere gennemført glasudtryk, hvor front, bagside og kanter vil smelte mere sammen – muligvis med en ramme i samme materiale eller en usynlig overgang mellem skærm og chassis.
Samtidig florerer rygter om, at Apple arbejder på en foldbar iPhone, som måske lanceres side om side med den mere klassiske iPhone 19 Pro.
Dermed kan 2027 blive året, hvor Apple både ser frem og tilbage – med et designmæssigt nybrud og en hyldest til iPhonens historie. Det skriver Mobilsiden.
Ingen revolution i 2025
Selvom iPhone 17-serien er ventet til efteråret, bliver den ifølge lækkere designmæssigt tæt på sin forgænger.
Det er altså i 2027, man kan forvente det helt store spring – både visuelt og teknologisk.
Mindre bliver det ikke
”Det bliver det største redesign i over et årti,” lyder det fra kilder med kendskab til Apples planer.
Hvorvidt det betyder farvel til fysiske knapper, introduktion af helt nye materialer – eller måske endda en ændret formfaktor – står stadig hen i det uvisse.
Men én ting er sikkert: Apple har tænkt sig at markere jubilæet med stil.