Millioner af Apple-relaterede enheder er i farezonen, efter at en alvorlig sikkerhedsbrist i AirPlay og CarPlay er blevet offentliggjort.
Den tekniske fejl, der er blevet døbt “Airborne”, gør det muligt for hackere at overtage højtalere, tv og andre enheder – uden brugernes viden eller samtykke – så længe angriberen er på samme Wi-Fi-netværk eller kobler sig til bilen via Bluetooth eller kabel.
Apple har reageret – men ikke alle er dækket
Apple selv har udsendt rettelser til egne produkter, men problemet stopper ikke her. Mange tredjepartsprodukter, som understøtter AirPlay, er stadig sårbare.
Det gælder blandt andet enheder fra mærker, der benytter Apples teknologi uden nødvendigvis at være en del af virksomhedens opdateringsøkosystem.
AirPlay er kendt for at gøre det nemt at dele lyd og video trådløst, mens CarPlay gør det muligt at styre sin iPhone via bilens skærm.
Nu viser det sig, at begge funktioner også kan blive indgangsporte for it-kriminelle. Det skriver Mobilsiden.
Privatliv i fare i hjemmet og bilen
Sikkerhedsfirmaet Oligo advarer om, at mikrofoner i kompromitterede enheder potentielt kan aktiveres. Det åbner mulighed for, at samtaler i hjemmet eller bilen bliver aflyttet.
“Angrebet kræver ikke brugerinteraktion, og kan udføres lydløst i baggrunden,” advarer Oligo i sin tekniske gennemgang.
Særligt brugere af ældre eller ikke-opdaterede produkter bør være opmærksomme. Anvender man AirPlay på offentlige netværk, som eksempelvis på hoteller, øges risikoen markant.
Eksperter anbefaler at skifte til nyere enheder og sikre, at alle softwareopdateringer er installeret.