IO Interactives CEO Hakan Abrak bekræfter, at Nintendo-versionen først er klar måneder efter de øvrige platforme.
Det københavnske spilstudie IO Interactive bekræfter nu, at danske og internationale Switch 2-ejere må væbne sig med tålmodighed, hvis de vil spille årets højest bedømte Bond-spil på deres nye Nintendo-konsol.
Spillet 007 First Light udkom som planlagt den 27. maj på PlayStation 5, Xbox Series X|S og PC, mens Switch 2-versionen blev udskudt allerede i begyndelsen af april. Nu sætter studiets danske topchef ord på, hvor lang ventetiden bliver.
“Vi sagde sommer, og det bliver nok sen sommer. Men vi får det ud,” siger Hakan Abrak i et interview med The Game Business.
Vil ikke gentage Borderlands-fiasko
Abrak afviser samtidig, at Switch 2-udgaven er i fare for at gå samme vej som Gearbox’ Borderlands 4, der blev udskudt på ubestemt tid kort før sin Switch 2-lancering i efteråret 2025.
“Det kører på Switch 2. Vi vil bare gerne være sikre på, at det er så godt, som det kan blive,” lyder det fra Abrak. Han uddyber, at studiet ikke er villige til at sende en halvfærdig version på gaden:
“Jeg vil ikke høre, at det ikke var en god version. For at være helt ærlig har vi brug for lidt mere tid.”
Da IO Interactive først meldte udskydelsen ud den 8. april, gav studiet ingen konkret begrundelse ud over at ville levere “den bedst mulige spiloplevelse på alle platforme”. Den udmelding er nu blevet konkretiseret.
Bond og Nintendo har historisk tråd
Abrak lægger ikke skjul på, at netop Nintendo-platformen vejer tungt for ham personligt. James Bond-spil har historisk haft en særlig status hos Nintendo, ikke mindst gennem klassikeren GoldenEye 007 fra 1997.
“Bond har en særlig plads på Nintendo. Og jeg lover, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, og jeg kan gøre ret meget som CEO, for at få det ud i god stand,” siger han ifølge Video Games Chronicle.
Topanmeldt spil til ventende publikum
Ventetiden bliver ikke kortere af, at 007 First Light siden lanceringen er blevet et af årets mest roste spil. Anmelderne har givet titlen en samlet score på 87 på Metacritic, hvilket gør den til IO Interactives højest bedømte spil til dato og det bedst anmeldte James Bond-spil siden netop GoldenEye 007.
For Switch 2-ejere betyder Abraks udmelding i praksis, at lanceringsvinduet rykker fra sommer til sen sommer, altså formentlig august eller september. En konkret dato er stadig ikke meldt ud.