Volkswagens største el-SUV er gået i serieproduktion i Tyskland og rammer danske veje tidligt i 2027.
I torsdags rullede den første ID. Tiguan af samlebåndet på Volkswagens fabrik i Emden i det nordlige Tyskland. Dermed er VW begyndt at bygge afløseren for el-SUV’en ID.4 og dens kupé-variant ID.5 i stor skala, bekræfter koncernen i en pressemeddelelse.
Den første bil, malet i olivenbronze-metallak, kørte ud af Hal 20b i selskab med VW-brandchef Thomas Schäfer, viceformand for samarbejdsudvalget Jürgen Mahnkopf og Niedersachsens ministerpræsident Olaf Lies.
“Tiguan er en Volkswagen igennem og igennem. Og nu bliver den elektrisk. Det er mere end bare et nyt drivsystem,” siger Thomas Schäfer i pressemeddelelsen.
Et af VW’s største navne bliver elektrisk
Tiguan har i årevis været et af Volkswagens mest solgte modelnavne på verdensplan, og den brændstofdrevne udgave er fortsat i produktion. Den nye ID. Tiguan er bygget som ren elbil og overtager den plads, ID.4 og ID.5 har haft i porteføljen. Produktionen af ID.4 er indstillet, skriver fagmediet Electrive.
Der kommer ikke en kupé-version af den elektriske Tiguan, oplyser VW.
Modellen kommer i tre drivliner: en bagthjulstrukket udgave med 140 kW (190 hk) og et 58 kWh-batteri, en kraftigere bagthjulstrukket version med 210 kW (286 hk) og 77 kWh, og en 4MOTION-firhjulstrukket topmodel med 220 kW (299 hk) og det samme 77 kWh-batteri.
Rækkevidden når op til 600 km efter WLTP-målingen, og bilen må trække op til 2.000 kg.
Danske priser starter ved knap 300.000 kroner
Volkswagen Danmark har allerede offentliggjort priser og åbnet for bestillinger. Indstigningsmodellen Trend med 190 hk og 58 kWh-batteri starter ved 299.995 kroner.
Life-udgaven med samme motor koster 329.995 kroner, mens en Life med den store 77 kWh-pakke og 286 hk ligger på 354.995 kroner. Style-udgaven koster 389.995 kroner, og toppen af listen udgøres af Style 4MOTION og R-Line, der begge er sat til 419.995 kroner.
Alle priser er opgivet efter de registreringsafgifter, der gælder i 2027. Bestillingerne har kunnet lægges siden 13. oktober, bortset fra R-Line, som først åbner for bestillinger i januar 2027. Første kundeleveringer begynder tidligt i 2027.