Tesla skulle angiveligt forsøge at imødegå den store trussel fra billigere kinesiske konkurrenter med en 20 procent billigere version af Model Y, som også siges at skulle være en smule mindre.
Tesla har i årevis lovet, at der ville komme en billigere model i sortimentet. For nylig gentog virksomheden dette løfte, og tidligere har en Tesla-topchef ved et uheld afsløret rygter om en såkaldt Model Q.
Der var endda spekulationer om, at den billigere model simpelthen ville være den mindre selvkørende Cybercab, der blot ville være udstyret med et rat.
Det nyeste rygte peger dog på en endnu simplere løsning: en billigere version af den i forvejen succesrige Model Y. Tesla arbejder på en mindre version af Model Y, som angiveligt skal gå i produktion næste år.
Det er ikke klart, hvor meget mindre denne billigere version bliver sammenlignet med den nuværende Model Y, som måler 4,7 meter i længden. Det står dog klart, at prisen vil være 20 procent lavere end den nuværende Model Y, der i Danmark starter ved cirka 340.000 kroner.
Det ville dermed betyde en startpris på omkring 275.000 kroner, hvis der er hold i rygterne om en nye variant. Det skriver mediet Bright.
Tesla skulle i første omgang have planer om at producere den mindre Model Y i sin Gigafactory i Shanghai og dermed primært fokusere på det kinesiske marked, hvor der stadig er stort potentiale - men hvor konkurrencen fra kinesiske bilproducenter er benhård.
Der er også tale om, at den mindre Model Y kan blive produceret i USA og Europa, men det er uklart, om det også kommer til at ske allerede næste år.
Måske kan Tesla hurtigere tilpasse sine fabrikker til en mindre version af en eksisterende model end til en helt ny bil. Alligevel synes rygterne om den rigtigt billige Tesla, der angiveligt skulle få en pris på 25.000 euro (cirka 186.000 kroner), at være rykket lidt længere væk som følge af denne nyhed.