BMW er den nye elbil-konge: Overhaler Tesla i det europæiske elbilsalg

Christian Pedersen

7 uger siden

|

23/08/2024
Elbiler
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det går rigtig godt for BMW lige for tiden, når det kommer til elbiler.

Mest læste i dag

BMW har nu for alvor sat sig i førersædet i det europæiske marked for elbiler og har for første gang overhalet Tesla i salget.

Med stærke modeller som iX1 og i4 har den tyske bilproducent formået at slå Tesla i juli måned, hvor BMW solgte 14.860 elbiler i Europa, hvilket er en imponerende stigning på 35 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Tesla, som længe har domineret elbilmarkedet globalt, oplevede en tilbagegang på 16 procent i det europæiske salg i juli.

Det betød, at Tesla i juli kun solgte cirka 300 elbiler færre end BMW, hvilket sikrede BMW førstepladsen som den bedst sælgende elbilproducent i Europa denne måned.

I 2023 var billedet dog anderledes.

I juli sidste år solgte Tesla 18.025 elbiler, mens BMW kun solgte 10.988.

Det viser, hvor markant BMW har rykket sig på elbilmarkedet i løbet af det seneste år.

Selvom Tesla stadig er verdens største elbilproducent, oplever de konkurrence fra flere sider, ikke mindst fra kinesiske BYD, der langsomt haler ind på Tesla globalt. Det skriver Reuters.

Mens BMW’s fremgang er bemærkelsesværdig, er der dog andre bilproducenter, der har oplevet store udfordringer.

Volkswagen, som længe har været en stærk spiller i Europa, solgte i juli kun 12.177 elbiler, hvilket er et fald på hele 31 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Dette placerede Volkswagen på en tredjeplads efter BMW og Tesla.

Volvo har til gengæld haft en bemærkelsesværdig fremgang med en stigning på 265 procent i salget, takket være den nye elektriske SUV EX30, der har hjulpet med at sælge 10.953 elbiler i juli.

I Danmark ser situationen dog noget anderledes ud, hvor Volkswagen ID.4 toppede listen som den mest solgte elbil i juli med 655 indregistrerede biler, mens Tesla indtog andenpladsen med 528 solgte enheder.

BMW formåede slet ikke at placere sig blandt de ti mest solgte elbiler i Danmark i samme periode 2023.