75 procent af alle elbiler er kinesiske

Christian Pedersen

5 dage siden

|

07/12/2024
Elbiler
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Kina står virkelig godt på elbil-markedet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mest læste i dag

Kina dominerer det globale marked for elbiler som aldrig før.

Ifølge nye tal fra landets bilindustri stod kinesiske bilproducenter for hele 76 procent af de elbiler, der blev solgt på verdensplan i oktober 2024.

Det betyder, at tre ud af fire elbiler, der trillede ud på vejene i denne måned, kom fra kinesiske producenter.

En global lederrolle

Mellem januar og oktober 2024 nåede salget af elbiler op på 14,1 millioner enheder, og 69 procent af dette salg fandt sted i Kina.

Dermed cementerer landet sin position som global leder på elbilmarkedet.

Sammenlignet med sidste år, hvor Kina stod for lidt under 60 procent af nye elbilregistreringer, er væksten markant.

Kinas regering spiller en afgørende rolle i denne succes.

Tilskud til elbilkøbere og en massiv satsning på elektrisk transport har skabt et hjemmemarked med høj efterspørgsel.

Til gengæld møder kinesiske elbilproducenter udfordringer i Vesten, hvor importtold og konkurrence med lokale producenter hæmmer ekspansionen. Det skriver Mobilsiden.

Hvordan ser det ud i Europa og Danmark?

I Europa er kinesiske elbiler stadig en minoritet med en markedsandel på 11 procent.

Dette skyldes blandt andet importtold, som har gjort hybridbiler mere attraktive for kinesiske producenter på det europæiske marked.

I Danmark klarer de kinesiske mærker sig heller ikke godt.

Tesla og Volkswagen dominerer markedet, mens kinesiske mærker som BYD og Xpeng kun opnår markedsandele på lidt over 3 procent.

Mindre spillere som MG og Hongqi ligger endnu lavere med under 1 procent.

Selvom kinesiske elbiler endnu ikke har slået igennem i Danmark, kan det ændre sig i 2025.

Billigere modeller forventes at ramme markedet med priser fra 150.000 kr., hvilket kan udfordre vestlige producenter, der endnu ikke har direkte alternativer i dette prisleje.