Verdens største elbilproducent bekræfter, at den første menneskelignende robot vises frem i begyndelsen af august.
BYD gik tirsdag den 28. juli officielt ud og bekræftede over for det kinesiske finansmedie China Securities Journal, at koncernen præsenterer sin første humanoide robot i august 2026. Dermed træder den kinesiske gigant, der er kendt af de fleste danskere som elbilproducent, ind i et af tech-branchens hedeste kapløb.
Prototypen skal vises frem i BYDs eget Di Space, et netværk af oplevelses- og udstillingscentre, som selskabet driver flere steder i Kina. Det er første gang, BYD viser en fysisk robot offentligt frem, efter at koncernen i næsten to år har arbejdet med teknologien bag lukkede døre.
Debut varslet af mystisk plakat
Den kommende afsløring blev først antydet lørdag den 25. juli, hvor Di Space-afdelingen i Zhengzhou postede en teaser-plakat på WeChat. På plakaten stod en tekst i retningen af, at robotten ikke ville dukke op med en bunke specifikationer og fagsprog, og at den måske ville bevæge sig let, hvis man kom nærmere.
BYD har hverken oplyst højde, vægt, batterikapacitet eller det endelige produktnavn.
Robotter skal sælge biler
Den korte vej ud til kunderne skal gå gennem BYDs egne bilforretninger. Vicedirektør Li Ke, kendt internationalt som Stella Li, har flere gange skitseret ambitionen om robotter som bilsælgere.
“Mit mål er at placere to eller tre robotter i hver forretning. De kan forklare vores biler for kunderne, skabe en mere engagerende stemning og endda demonstrere bilens funktioner,” har hun tidligere sagt om planerne.
Ifølge Li kan robot-sælgerne være kommercielt klar inden for et til to år, men hun understreger samtidig, at maskinerne ikke skal erstatte de menneskelige medarbejdere fuldstændigt.
Kinesisk kapløb i højeste gear
BYD er langt fra alene om at gå i denne retning. Rivalen Xpeng er allerede i småskala-produktion af sin humanoide robot IRON på en fabrik i Guangzhou. Robotten er 178 centimeter høj og drives af selskabets egen Turing-chip med 2.250 TOPS regnekraft. Xpengs mål er en månedlig produktion på over 1.000 enheder inden årets udgang, oplyser det asiatiske finansmedie BigGo Finance.
Ifølge samme opgørelse er næsten 20 store bilproducenter fra Tesla og Hyundai til BMW og Mercedes-Benz gået ind i humanoid-kapløbet. Baggrunden er, at teknologien i moderne elbiler i vid udstrækning kan genbruges: sensorer, motorer, batterier og AI-modeller overlapper i høj grad.
Morgan Stanley vurderer, at det globale marked for humanoide robotter kan nå fem billioner dollar, altså omkring 32.500 milliarder kroner, i 2050. Alene i 2026 forventes der ifølge branchen at blive leveret over 50.000 enheder på verdensplan.
Et selskab i alle retninger
For BYD sker springet ind i robotteknologi fra en styrkeposition. Selskabet har overhalet Tesla i kvartalssalg af elbiler og har det seneste år også markant øget salget i Europa. Robot-satsningen ligger under selskabets 15. forretningsenhed, som blev etableret i slutningen af 2024 med fokus på såkaldt embodied AI, altså kunstig intelligens der lever i en fysisk krop.
Med prototype-afsløringen i august trækker BYD nu tæppet til side for en satsning, mange havde regnet med lå længere ude. Om robotten så faktisk kan mere end at nikke, når man kommer nærmere, må publikum vurdere om få uger.