Grundprisen på Škoda Epiq er nu på plads, og den lander lige under 200.000 kroner.
I Tyskland bliver indstigningsvarianten Epiq Easy 35 solgt til 25.900 euro, hvilket med den aktuelle kurs svarer til cirka 193.000 kroner. I Danmark er den tilsvarende udgave allerede prissat til 189.995 kr. hos Škoda Danmark, der kalder Epiq for mærkets billigste elbil nogensinde.
Dermed havner den lille el-SUV omtrent i prisniveau med en benzindrevet Škoda Kamiq og under den store elbil Elroq. Prisen er landet, efter at Škoda allerede åbnede for bestillinger tidligere i år på de dyrere lanceringsmodeller, mens billig-udgaven har trukket ud.
Det får du for grundprisen
Easy 35 kommer med en 37 kWh LFP-batteripakke, 85 kW (115 hk) og en WLTP-rækkevidde omkring 325 kilometer, fremgår det af den tyske prisliste. Som standardudstyr er der blandt andet LED-forlygter, fuldautomatisk klimaanlæg, en 13-tommer infotainmentskærm og pakken af sikkerhedsassistenter med vognbanestyring og krydsningsassistent.
Vil man have ekstraudstyr som 360-graders kamera, bedre parkeringsassistent, Canton-lydsystem og den 25 liter store opbevaringsboks under forhjelmen, skal man op i en premium-pakke, der ikke er inkluderet i grundprisen.
Her stiger regningen hurtigt
Næste trin på rangstigen er Sportline 40 til 36.000 euro, altså cirka 268.000 kroner. Modellen har samme batteri som indstigningsmodellen og dermed stort set samme rækkevidde på omkring 323 kilometer. Til gengæld får køberen 99 kW (135 hk), sportsligere udseende og sportslig trimning.
Det er den detalje, der stikker ud i prislisten: Sportline 40 koster 10.100 euro mere end Easy 35 for 20 ekstra hestekræfter og nul ekstra kilometer rækkevidde.
Topudgaven Sportline 55 koster 40.200 euro (cirka 299.000 kroner). Den har en 52 kWh NMC-batteripakke, 155 kW (211 hk) og op til 435 kilometers WLTP-rækkevidde. DC-lynladning fra 10 til 80 procent oplyses til 24 minutter.
Konkurrencen varmer op
Epiq er bygget på Volkswagen-koncernens MEB+ platform og deler teknik med VW ID. Polo, der kom på markedet til 24.995 euro, samt Cupra Raval. Dacia Spring 2027 ligger stadig under 20.000 euro og presser nedad fra bunden.
Hos danske Škoda-forhandlere kan Epiq i dag bestilles i de dyrere udgaver, startende ved 219.995 kr. for Essence 55 og 244.995 kr. for Selection Intro Edition. Den billigste Essence 35 til 189.995 kr. ventes først i 2027 ifølge FDM’s gennemgang af modellen.