Trend DK
Forside Elbiler Sveriges længste strejke slut efter 1.021 dage: Tesla købte fagforeningens...

Sveriges længste strejke slut efter 1.021 dage: Tesla købte fagforeningens medlemmer ud

Sveriges længste strejke slut efter 1.021 dage: Tesla købte fagforeningens medlemmer ud
Illustrationsfoto / AI-genereret

Det svenske fagforbund IF Metall opgav torsdag sin næsten tre år lange konflikt med Tesla.

Årsagen er kontant. Tesla har systematisk tilbudt fratrædelsesaftaler til de strejkende mekanikere, og da de sidste er gået, har fagforeningen ingen medlemmer tilbage at strejke med.

Strejken har varet 1.021 dage og er dermed den længste i moderne svensk historie. Den blev indledt 27. oktober 2023 ved Teslas ti servicecentre i Sverige og formelt afsluttet 13. august 2026, meddeler IF Metall via den globale metalarbejdersammenslutning IndustriALL.

Konflikten handlede om ét spørgsmål: retten til en svensk kollektivoverenskomst. Cirka 90 procent af det svenske arbejdsmarked er dækket af den slags aftaler, men Tesla har hele vejen igennem afvist at underskrive en.

Tesla købte de strejkende ud

I sin afsluttende udmelding lægger IF Metall ikke skjul på, at Tesla har vundet ved at bruge pengepungen.

“Tesla har købt alle vores strejkende medlemmer ud af virksomheden. Uden medlemmer tilbage på Tesla kan vores konflikt ikke længere have effekt,” skriver forbundet.

Ifølge den franske avis Automobile Propre drejer det sig om cirka 80 ansatte, der løbende har taget imod fratrædelsestilbud og forladt selskabet. Den officielle mægling mellem parterne blev opgivet allerede i september 2025.

Aftalesekretær Veli-Pekka Säikkälä udtaler til Electrek, at Tesla har brugt sin økonomiske styrke helt bevidst.

“Tesla har gigantiske økonomiske ressourcer og har blandt andet brugt dem til at købe strejkedeltagerne ud,” siger han.

Nordisk sympatiaktion holdt ikke i længden

Konflikten spredte sig hurtigt til resten af Norden. Havnearbejdere i Sverige nægtede at losse Tesla-biler, PostNord stoppede med at levere nummerplader til nye Tesla-modeller, elektrikere ville ikke servicere Superchargere, og rengøringspersonalet forlod showroomene.

I Danmark trådte 3F Transport ind i konflikten 4. december 2023. Sympatiaktionen betød, at danske havne- og lastbilarbejdere ikke måtte modtage eller transportere Tesla-biler bestemt for Sverige, oplyste forbundet i sin pressemeddelelse dengang. Aktionen skulle lukke en bagdør, hvor Tesla ellers kunne have skibet biler ind via Danmark for at omgå den svenske havneblokade.

“Solidaritet er grundstenen af fagbevægelsen og strækker sig på tværs af landegrænser,” sagde formand for 3F Transport, Jan Villadsen, i den forbindelse.

Også norske og finske havnearbejdere tilsluttede sig blokaden, men trods de nordiske sympatiaktioner voksede Teslas salg i Sverige gennem konflikten. Selskabet registrerede 21.894 biler i landet i 2024, hvilket var Teslas bedste år nogensinde på det svenske marked.

Tabt kamp, men principiel linje fastholdes

IF Metall understreger, at nederlaget ikke ændrer forbundets grundholdning.

“Vi kan konstatere, at Tesla er så stærkt imod kollektivoverenskomster, at de hellere vil købe deres ansatte ud end give dem trygge vilkår,” lyder det fra forbundet.

Formand Marie Nilsson kalder de strejkende for “fagforeningshelte, der har kæmpet for kollektivoverenskomster mod en arbejdsgiver med en så stærk anti-fagforeningsholdning” og fremhæver deres personlige ofre gennem de tre år.

IndustriALLs generalsekretær er hårdere i sin dom.

“Der lader ikke til at være grænser for, hvor langt Tesla vil gå for at holde fagforeningerne ude af sine aktiviteter. Desværre er det lykkedes dem at betale sig ud af det i Sverige,” lyder det fra sammenslutningen.

Tesla har hele vejen igennem argumenteret for, at selskabet allerede tilbyder sine ansatte løn og vilkår, der matcher eller overgår niveauet i en kollektivoverenskomst. Den principielle uenighed er dermed uændret, selvom konflikten på papiret er slut.

Ads by MGDK