Kinas største oliegigant har fjernet brændstofpumperne på en Shanghai-station og erstattet dem med 1.500 kW lynladere til elbiler.
Sinopec og BYD indviede i sidste uge den første fælles Flash Charging-station på adressen 1209 Huqingping Road i Shanghai, tæt på det store transportknudepunkt Hongqiao med lufthavn, højhastighedstog og tre metrolinjer. De underjordiske benzintanke er gravet op for at gøre plads til bufferbatterier, mens Sinopecs døgnåbne Easy Joy-butik er beholdt på grunden, skriver kinesiske Carnewschina.
Stationen har 12 udtag fordelt på seks T-formede standere med to kabler hver. Effekten er den samme som BYDs eget flagskibs-anlæg: op til 1.500 kW per udtag, hvilket kan sende en kompatibel elbil fra 10 til 97 procents opladning på ni minutter. Fra 10 til 70 procent tager fem minutter. Ved minus 30 grader er anlægget kun tre minutter langsommere.
Ni minutters ladestop erstatter benzintanken
Hver lader har fire Blade-batterier bygget ind bag anlægget, tilsammen 169 eller 185 kWh. De fungerer som buffer, så den lokale strømforsyning ikke skal levere hele effekten på én gang. BYDs oplyste nominelle netbehov er kun 100 kW per station.
Den fulde effekt er forbeholdt elbiler og plugin-hybrider med BYDs anden generation af Blade-batterier. Andre elbilmærker kan bruge stationen, men får ikke de 1.500 kW, ifølge amerikanske Carscoops.
BYD præsenterede 1.500 kW-laderen i marts 2026 og har siden bygget over 6.100 Flash Charging-stationer på tværs af Kina. Målet er 20.000 stationer inden årets udgang.
Sinopec åbner et gigantisk net for BYD
Aftalen mellem de to virksomheder blev underskrevet i juni og dækker både ladeinfrastruktur, forsyningskæde og fælles udvikling af blandt andet smøremidler og energilagring. Sinopec har mere end 30.000 servicestationer og over 14.000 lade- og batteribytte-stationer i Kina med i alt 20 millioner daglige kunder.
“De to parter vil samarbejde i dybden for i fællesskab at fremme den grønne omstilling og opgradering af Kinas transportnetværk,” sagde Sinopecs bestyrelsesformand Hou Qijun ved lanceringen af partnerskabet.
BYD-formand Wang Chuanfu kaldte samtidig BYDs strategi “Flash Charging China” for en redefinition af, hvordan biler skal fyldes op med energi.
Danmarks hurtigste er på vej mod 1.000 kW
De hurtigste offentlige lynladere langs danske motorveje leverer i dag mellem 350 og 400 kW. Clever åbner en pilotstation i Storkøbenhavn sidst i 2026 med 16 udtag, hvor selve anlægget kan levere op til 1.000 kW, dog maksimalt 600 kW til en enkelt bil.
“Flere danskere vælger elbil, og nye modeller lader hurtigere end nogensinde. Det flytter grænsen for, hvor kort en ladepause kan være. Derfor investerer vi allerede nu i 1.000 kW-ladere,” siger Mathias Sukstorf Langkilde, ansvarlig for netværksstrategi hos Clever, til Hvilkenbil.dk.
Fra 2027 bliver megawatt-ladere standard på hovedparten af Clevers nye lynladestationer. Med den effekt vil en typisk elbil kunne lade fra 10 til 80 procent på cirka 12 minutter. BYDs Shanghai-station er stadig omtrent 50 procent hurtigere per udtag, men Sinopec-samarbejdet er markant af en anden grund: et af verdens største olieselskaber tager selv beslutningen om at fjerne benzinpumperne. Det er samme signal, BYD sendte i Tyskland med eget dealernetværk og Flash Charger-udrulning, da mærket for alvor gik efter Volkswagen og Tesla på europæisk jord.