Jesper Bengtson
Kinesiske raketforskere har regnet på, hvordan man mest effektivt sprænger en asteroide på kollisionskurs med Jorden.
Svaret er en 3-megaton atombombe, der bores omkring 30 meter ned i klippen, før den detoneres. Metoden mere end tredobler hastighedsændringen i forhold til en almindelig overfladedetonation, viser en ny simulation offentliggjort i fagtidsskriftet Space: Science & Technology.
Studiet er ledet af Wang Xiaowei og et hold ved China Academy of Launch Vehicle Technology (CALT) i Beijing, det statslige raketakademi der udvikler landets Long March-bæreraketter. Forskerne kalder deres metode for “flyby pre-excavation detonation mode”, og den er tænkt som en nødplan mod asteroider, som opdages for sent til, at et almindeligt stød kan nå at flytte dem, skriver South China Morning Post.
To rumfartøjer med sekunders mellemrum
Planen består af to trin, som skal udføres i tandem uden mennesker om bord. Først slår et tungt metal-penetrator-fartøj ned i asteroiden med høj fart og udhuler et krater på op til 30 meters dybde. Sekunder senere sænker et andet rumfartøj en 3-megaton kerneladning ned i hullet og udløser den indefra.
En 3-megaton sprængladning svarer ifølge simulationen til energien fra omkring 200 Hiroshima-bomber og er i modellen kraftig nok til fuldstændigt at knuse en asteroide på cirka 100 meter i diameter. Sprængning inde i klippen giver langt bedre “energikobling” mellem bomben og selve asteroidens masse, end hvis samme ladning detoneres på overfladen, forklarer forskerne, oplyser Interesting Engineering.
Ifølge holdet kan flyby-metoden med for-udgravning autonomt vælge sit krater-sted og opnå dyb detonation, og det er netop det, der giver den stærkere energikobling.
Over hundrede gange stærkere end DART
For en asteroide på én kilometer i diameter beregner CALT-holdet, at deres metode kan ændre banen med omkring 30 centimeter i sekundet. Til sammenligning ændrede NASA’s DART-sonde i 2022 kursen på månen Dimorphos med cirka 2,7 millimeter i sekundet. Det gør den kinesiske model på papiret over hundrede gange mere kraftfuld end det hidtil eneste virkelige forsøg på at flytte en asteroide.
Selve DART var et kinetisk stød uden sprængstof. Argumentet i det nye kinesiske studie er, at kinetiske stød ikke rækker, hvis en større asteroide bliver opdaget for sent. Så skal energien komme fra en atomsprængning, mener forfatterne.
Konflikt med rumtraktaten fra 1967
Selve atomdelen af planen støder ind i et internationalt problem. FN’s Outer Space Treaty fra 1967 forbyder direkte at placere kernevåben eller andre masseødelæggelsesvåben i kredsløb om Jorden eller på himmellegemer. Traktaten trådte i kraft 10. oktober 1967 og har 115 tilsluttede stater, oplyser Arms Control Association. Kina er blandt parterne.
En atombombe, der sendes ud i rummet og detoneres inde i en asteroide, ligger derfor i et juridisk gråzoneområde. Det kinesiske studie er indtil videre en simulation og ikke en test, men selve ideen om at bygge og opsende en 3-megaton kerneladning som del af et planetarisk forsvar vil kræve en politisk diskussion, som traktaten ikke har svar på i dag.
Kinas rigtige asteroide-mission kommer i 2027
Uafhængigt af atomplanen forbereder Kina sin første egentlige asteroide-deflektionsmission, som er meget mere jordnær. Missionen skal opsendes i december 2027 på en Long March 3B-raket fra rumbasen Xichang, og målet er den lille jordkrydsende asteroide 2016 WP8, skriver SpaceNews på baggrund af en fremlæggelse fra CASC-chefdesigner Long Lehao ved en rumfartskonference i Shenzhen tidligere i år.
Missionen består af et observatørfartøj og et rammer-fartøj, som ankommer til asteroiden i 2029 efter en forbiflyvning af Venus. Impaktoren skal ramme 2016 WP8 med cirka ni kilometer i sekundet, mens observatøren måler, hvor meget banen ændrer sig. Det er en kinesisk parallel til NASA’s DART, ikke en atomtest, og den ligger inden for den kinesiske femårsplan for 2026-2030.
Trussel fra rummet er lille, men ikke nul
Sandsynligheden for, at Jorden faktisk bliver ramt af en asteroide af den type, kineserne modellerer på, er reel, men lille. Et nedslag fra en 100 meter stor asteroide sker i gennemsnit omkring én gang hvert tusind år, ifølge Encyclopædia Britannicas oversigt over impact-hazard. Det er sjældent, men konsekvenserne af et enkelt nedslag ville være regionalt ødelæggende, og det er den slags scenarier, som både NASA, ESA og nu CALT baserer deres planetariske forsvar på.
Foreløbig er den kinesiske atomvariant en beregning på papir. Men den peger på en retning, hvor stormagternes rumkapløb ikke længere kun handler om satellitter og bemandet rumfart, men også om, hvem der ejer værktøjerne til at slå tilbage mod noget, der kommer den anden vej.
