Ferraris to F1-kørere har afgivet den første eksterne dom over mærkets elektriske debut, og deres verdikt står i skarp kontrast til den offentlige kritik.
De første til at prøve Ferrari Luce uden for udviklingsholdet var Lewis Hamilton og Charles Leclerc, som satte sig ind i den 1.035 hestekræfter stærke elbil på fabriksbanen i Balocco kort før den officielle afsløring i Rom den 28. maj.
En video fra testen har fået massiv opmærksomhed, både for de to F1-stjerners tekniske vurderinger og for Leclercs komisk skrækslagne reaktion, da Hamilton pressede bilen gennem svingene.
“Whoa! Nej-nej-nej-nej-nej, det må du ikke!” råber Leclerc fra passagersædet, mens Hamilton griner bag rattet. Efter køreturen indrømmede monegaskeren over for Motorsport Week: “Jeg troede, du kørte for fuld skrue.”
Hamiltons egen dom var derimod ren begejstring. “Når det gælder detaljerigdommen, kan man mærke, at det er meget Ferrari. Kraftudviklingen er fantastisk. Man føler sig centreret hele tiden, selv når man kører gennem svingene,” sagde den syvdobbelte verdensmester.
Fire motorer og 1.035 hestekræfter
Luce trækkes af fire elmotorer, én i hvert hjul, med en samlet spidseffekt på 772 kW svarende til 1.035 hestekræfter. Sprintet fra 0-100 km/t klares på 2,5 sekunder, topfarten ligger over 310 km/t, og et batteri på 122 kWh giver en foreløbig rækkevidde på op til 530 kilometer.
Den fem meter lange firedørsmodel er udviklet i samarbejde med Jony Ives designkollektiv LoveFrom og er Ferraris første femsæder nogensinde. Formsproget mødte skarp modstand allerede ved afsløringen, hvor tidligere Ferrari-formand Luca Di Montezemolo var blandt kritikerne, som mente, at mærket risikerede at ødelægge sin egen legende.
Leclerc havde alligevel roser til overs for det indvendige. “Jeg elsker, at man er gået tilbage til flere fysiske knapper, så man faktisk kan mærke det,” sagde han og bemærkede desuden, at der er “så stille inde i bilen”.
Aktien faldt 8 procent, direktøren afviser krisen
Prisen på 550.000 euro (cirka 4,1 millioner kroner) og det futuristiske design fik dagen efter afsløringen Ferrari-aktien i Milano til at falde over 8 procent. Ferraris administrerende direktør Benedetto Vigna afviste dog kort efter, at Luce er en fejl.
“Der er stor interesse, også fra nye kunder. Vi har allerede modtaget bankoverførsler fra kunder, der ville have den,” sagde Vigna til Reuters.
Vigna afviste også, at elbilen skal erstatte Ferraris klassiske forbrændingsmotorer, og pointerede, at Luce ikke ligner andre elbiler på markedet. “Ser og prøver man den, forstår man straks, at den ikke er kopieret, og at den ikke har noget til fælles med andre elbiler,” sagde direktøren.
De første kundeleverancer af Luce ventes at begynde i fjerde kvartal af 2026.