Chefen for et af Tysklands mest indflydelsesrige økonomiske institutter forudser, at Kina køber VW.
Advarslen kommer fra Moritz Schularick, der leder Kiel-instituttet for Verdensøkonomi, og den falder midt i den værste krise i Volkswagens moderne historie. I et interview med Süddeutsche Zeitung siger han: “VW bliver sandsynligvis opkøbt af en kinesisk bilproducent. For eksempel af BYD.”
Baggrunden er, at den forretningsmodel VW er bygget på, tysk udvikling, europæisk produktion og eksport til hele verden, ikke længere fungerer. Kineserne overhaler koncernen på deres eget marked, og nu tager de også fart i Europa.
Tabsserie i Kina uden sidestykke
Volkswagen-koncernen leverede knap 2,7 millioner biler i Kina i 2025, et fald på 8 procent sammenlignet med året før, oplyser den kinesiske brancheforening CPCA. I fjerde kvartal alene styrtdykkede leverancerne med 17,4 procent.
Faldet er ikke en enlig svale. Konsulenthuset AlixPartners har opgjort, at VW-mærkernes samlede markedsandel i Kina er faldet fra 14,7 procent i 2015 til 9,7 procent i 2025. Koncernen er samtidig røget ned på en tredjeplads bag BYD og Geely, skriver Automotive News.
Kina har været VW’s vigtigste vækstmotor i årtier. Når den motor sætter ud, forsvinder den fortjeneste, der har finansieret koncernens investeringer i resten af verden.
BYD i offensiv i Europa
Den kinesiske elbilgigant er ikke længere kun en trussel derhjemme. I Storbritannien er BYD blevet det bedst sælgende elbilmærke overhovedet med 12.754 solgte biler indtil videre i 2026, meddeler BYD selv. Firmaet har passeret både Tesla, BMW og netop Volkswagen på øgruppen.
På kontinentet er billedet det samme. Kinesiske producenter har ifølge Autovista tegnet sig for tæt på 10 procent af elbilmarkedet i EU i første kvartal af 2026, hvor BYD alene stod for omkring 7 procent. På koncernniveau solgte BYD over 160.000 biler uden for Kina i maj måned.
Schularicks kollega, den amerikanske økonomiske historiker Niall Ferguson fra Stanford University, formulerer udviklingen skarpt i samme interview: “Den traditionelle model for bileksport er ved at uddø. Europæerne kommer meget snart til at køre kinesiske biler i massevis. For eksempel BYD’er.”
Krise-topmøde 9. juli
Advarslen fra Kiel kommer, mens Volkswagens bestyrelse gør klar til et afgørende bestyrelsesmøde 9. juli. Op mod 100.000 af koncernens omkring 657.000 stillinger står ifølge tyske medier for skud, og fabrikker i Hannover, Zwickau, Emden og Audi-værket i Neckarsulm er nævnt som mulige lukningskandidater. Modelprogrammet skal skæres fra 150 til under 100 modeller, og driftsmarginen halveredes i 2025 til cirka 3 procent.
Et opkøb er dog ikke lige om hjørnet. Porsche- og Piëch-familierne kontrollerer via Porsche SE 53,3 procent af stemmerne, og den tyske VW-lov giver delstaten Niedersachsen vetoret over strategiske beslutninger. Det gør en fjendtlig overtagelse teknisk vanskelig.
Dansk favorit i krydsild
Effekten når også Danmark. Volkswagen sluttede 2025 som danskernes foretrukne bilmærke med 29.041 solgte biler og en markedsandel på 15,73 procent, oplyser Volkswagen Danmark. Elbilen ID.4 blev landets næstmest solgte bilmodel med 8.572 registreringer.
Skulle et kinesisk ejerskab en dag blive virkelighed, vil det påvirke alt fra hvilke modeller danske forhandlere får ind, til service, reservedele og prisniveau. VW-koncernens skæbne handler derfor ikke længere kun om Wolfsburg, men også om carporte fra Skagen til Gedser.