Drive to Survive-værten Will Buxton har sablet Ferraris nye elbil ned i en farverig tirade.
Da Ferrari den 25. maj 2026 afslørede sin første helelektriske bil, Luce, var det med en pris på 550.000 euro, godt 4 millioner kroner. Tre uger senere er hånlatteren fra bilverdenens insidere ved at overdøve Ferraris egen lancering.
Will Buxton, der er kendt af danske Netflix-seere som vært på Drive to Survive og som F1- og IndyCar-kommentator, slog hårdt til i programmet Speed on Fox.
“Det er en elektrisk Ferrari. Hvis man river hjertet ud af en Ferrari ved at fjerne en rigtig motor, hvad ender man så med? Noget uden karakter og uden sjæl. Det er en gris,” sagde Buxton i programmet.
Han fortsatte med at undre sig over målgruppen. “Hvem prøver de at appellere til med det her? Hvem har 645.000 dollar at bruge på sådan noget? Helt ærligt, en Hyundai-elbil ser bedre ud end den der.”
Enzo Ferrari som strømkilde
Det mest delte citat fra Buxtons udfald handler om Ferrari-grundlæggerens reaktion på elbilen.
“Enzo Ferrari roterer så hurtigt i graven, at han producerer nok strøm til at drive den forbandede bil,” sagde han.
Buxton tilføjede, at designet er så grimt, at det måske er bevidst. “Der er ingen sjæl eller glæde i den. Måske har de designet noget så grimt og så uforeneligt med Ferraris traditioner, at de har gjort det med vilje, så de aldrig bliver bedt om at lave en igen.”
Tidligere formand: Tag hesten af
Buxton står ikke alene med kritikken. Allerede dagen efter premieren tog Ferraris tidligere formand Luca di Montezemolo, der ledede selskabet frem til 2014, bladet fra munden.
“Hvis jeg skulle sige, hvad jeg virkelig mener, ville jeg gøre Ferrari en bjørnetjeneste,” udtalte han ifølge Crash.net. Han fortsatte: “Vi risikerer at ødelægge en legende, og det er jeg virkelig ked af. Jeg håber, de i det mindste fjerner den stejlende hest fra den bil.”
Den 78-årige veteran tilføjede en spids bemærkning om designets originalitet. “Det er i hvert fald en bil, som kineserne ikke vil kopiere.”
Ferraris aktie faldt mere end 8 procent på børsen i Milano og over 5 procent i New York i dagene efter afsløringen.
Italiensk minister hopper med på vognen
Selv italiensk politik har taget Ferrari Luce til sig som symbol. Vicepremierminister Matteo Salvini brugte bilen i et indlæg om EU’s grønne dagsorden ved en konference i Milano.
“Lad os alle købe Ferrari Luce, forfærdelig at se på, men i det mindste betaler vi ikke ZTL,” sagde Salvini ifølge ClubAlfa. ZTL er de italienske miljøzoner, hvor benzin- og dieselbiler skal betale for at køre ind i centrum af de store byer.
Stærke specifikationer, lunken modtagelse
På papiret leverer Luce ellers tal, der burde imponere. Bilen har fire elmotorer, én pr. hjul, og en samlet effekt på 772 kW, svarende til 1.050 hestekræfter. Topfart er 310 km/t, og 0-100 km/t klares på 2,5 sekunder, oplyser EV Database. Batteriet på 115 kWh giver en rækkevidde omkring 580 kilometer.
De første eksemplarer leveres til europæiske kunder i slutningen af 2026. Om Ferrari kan vende stemningen inden da, må tiden vise.