Google har påbegyndt udrulningen af en stor softwareopdatering til Chromecast med Google TV – både HD- og 4K-modellen.
Med denne opdatering springer enheden direkte fra Android 12 til Android 14 og får en række forbedringer, der optimerer både ydeevne og funktionalitet.
Nye funktioner i Android 14 til Chromecast
En af de mest interessante nyheder er ”Find min fjernbetjening”, der gør det muligt at lokalisere den nye Voice Remote-fjernbetjening.
Funktionen kan aktiveres enten via Google Home-appen eller direkte i indstillingerne på Google TV.
Derudover byder opdateringen på flere optimeringer:
✔ Forbedret brugerflade med mere flydende animationer og forbedret navigation.
✔ Tre energitilstande: Lavt, optimeret eller øget energiforbrug.
✔ Udvidet tilgængelighed: Farvekorrektion, forbedret tekst og navigationsmuligheder.
✔ Billede-i-billede: Mulighed for at se flere ting på én gang.
✔ Ultra HDR-understøttelse for endnu bedre billedkvalitet.
✔ Tabsfri lyd via USB-C for en forbedret lydoplevelse.
Opdateringen bringer også sikkerhedsrettelser fra januar 2025 samt generelle stabilitetsforbedringer. Det skriver Mobilsiden.
Hvordan opdaterer du din Chromecast?
For at installere Android 14-opdateringen på din Chromecast med Google TV skal du:
Gå til Alle indstillinger
Vælg System > Om > Systemopdatering
Følg instruktionerne på skærmen
Sidste store opdatering?
Det er uvist, om Android 14 bliver den sidste større opdatering til Chromecast med Google TV.
Google har dog lovet sikkerhedsrettelser til september 2025 for HD-modellen og september 2027 for 4K-udgaven.
Bedste alternativer til Chromecast med Google TV
Google har allerede erstattet Chromecast med Google TV med Google TV Streamer, der har bedre ydeevne og flere funktioner.
Hvis du er iPhone-bruger, kan Apple TV 4K (3. generation) være det oplagte valg.
Vil du have den bedste medieafspiller, så tjek vores top 5-liste over de bedste alternativer på markedet.