Det nyeste spil, der bliver lavet om til en tv-serie, er et par ekstremt populære mobilspil. Udvikleren Supercell samarbejder med Netflix om at skabe en animeret serie baseret på universet fra deres spil Clash of Clans og Clash Royale.
Fletcher Moules, som instruerede de originale Clash of Clans-animationsvideoer på YouTube, bliver showrunner for Netflix-projektet.
Ron Weiner, der har arbejdet på Silicon Valley, 30 Rock, Futurama og Arrested Development, bliver hovedforfatter. Det skriver mediet Engadget.
Clash of Clans blev lanceret i 2012 som et strategispil, og i 2016 kom efterfølgeren Clash Royale, der kombinerer kortspil og kampe. Fælles for begge spil er, at det ikke tog dem lang tid at få stor succes i stort set hele verden - og også på det danske marked.
Ifølge annonceringen af serien har de to spil tilsammen over 4 milliarder downloads og spillerne har logget mere end 180 milliarder timers spilletid, hvilket klart og tydeligt vidner om, hvor populære de to spil egentlig er.
Netflix-serien vil fokusere på Barbarian-figuren fra spiluniverset, som forsøger at 'samle en gruppe outsidere for at forsvare deres landsby og navigere gennem den komisk absurde krigspolitik'.
Serien er endnu ikke gået i produktion, men det forventes dog at ske inden længe. På trods af dette, så er der er endnu ikke offentliggjort yderligere information om rollebesætning eller premieredato.
Netflix har tidligere stået bag flere animerede serier baseret på videospil - herunder Arcane og Devil May Cry, hvilket har været med varierende succes.
Dog må det antages, at Netflix har ment, at succesen med de øvrige serier har været stor nok. Ellers er det svært at forestille sig, at de ville investere penge i at lave en serie baseret på spil som Clash of Clans og Clash Royale.