Sonos har valgt at droppe alle sine planer om at lancere en ny tv-streamingenhed i år. Med den nye enhed havde Sonos et håb om at kunne konkurrere med blandt andet Google TV Streamer og Apple TV 4K.
Sonos havde ganske fremskredne planer om at udgive sin egen tv-streamingenhed, men har nu besluttet at skrinlægge projektet. Det meddelte virksomhedens ledelse for nylig under et internt møde, ifølge mediet The Verge.
Udviklingen af den nye Sonos-enhed var allerede godt i gang, og der havde i flere måneder været udført tests. På trods af dette, så er de nået frem til den konklusion, at den rette beslutning er at lægge projektet i graven - også selvom den end ikke har været på markedet.
Fokus på forbedring af Sonos-appen
I stedet for at lancere den nye tv-enhed vil Sonos fortsat fokusere på at løse problemerne med sin app, som har været genstand for en del kritik det seneste stykke tid.
Teamet, der arbejdede på den nye enhed, vil nu blive omfordelt til andre projekter. Den midlertidige CEO, Tom Conrad, fortalte medarbejderne, at virksomhedens 'push mod video' midlertidigt er sat på pause.
En række Sonos-medarbejdere havde en decideret frygt for, at den nye tv-streamingenhed ikke ville få succes, ligesom virksomhedens tidligere forsøg med de trådløse hovedtelefoner, Sonos Ace.
Højttalerproducenten ville endnu engang forsøge at konkurrere med store aktører i en ny produktkategori, såsom Google, Amazon og Apple.
Sonos' CEO er trådt tilbage
Streamingenheden fik sidste år grønt lys af den tidligere Sonos-CEO Patrick Spence, men Spence trak sig fra sin stilling i januar på grund af problemerne med virksomhedens app.
Den nye Sonos-enhed, som internt var kendt under navnet Pinewood, skulle også kunne fungere som en HDMI-switcher og have en passthrough-funktion til spillekonsoller.
Det vidner om, at der var store planer for enheden, som de altså nu har valgt at droppe til fordel for at rette deres fokus mod andre - mere presserende - projekter.