Netflix kan snildt ende med at hæve priserne for deres mange brugere med jævne mellemrum, men ingen kan beskylde streamingtjenesten for at beholde de ekstra penge på kistebunden.
Virksomheden vil bruge utrolige 18 milliarder dollars (ca. 123 milliarder danske kroner) på at producere originale serier og film alene i år. Og det skræmmende er, at de ikke har planer om at sænke tempoet - tværtimod.
I et interview med Variety lover Netflix' økonomichef, at pengene vil fortsætte med at strømme ud lige så hurtigt, som de kommer ind. Det kommer nemlig til at ske med et mål om at sikre, at de bedste tv-skærme er fyldt med det bedste indhold.
"Vi er slet ikke i nærheden af et loft," sagde økonomichef Spencer Neumann. Han understregede sin pointe med ordene: "Jeg tror faktisk, vi lige er kommet i gang."
Sidste år brugte Netflix 16,2 milliarder dollars (ca. 111 milliarder kroner) på at fylde de digitale kanaler med et hav af tv-serier, film, sport, wrestling, stand-up comedy, reality-tv og den berygtede Mike Tyson-kamp, der fik seere verden over til at føle sig grundigt snydt.
I år vil udgifterne stige yderligere 11 procent, hvilket blandt andet inkluderer en rematch fra det faktisk gode opgør på det samme Tyson-kort - nemlig Katie Taylor mod Amanda Nunes. Så det er i det mindste noget at se frem til.
Netflix beskriver deres tilgang til de høje udgifter til indhold som 'lidt kunst og lidt videnskab' og understreger, at det primære mål er at levere 'mere og mere underholdningsværdi per dollar'.
"Vi ser muligheder for vækst overalt. Det handler mere om, hvor vi har de største muligheder for at vokse og investere... Vi vil forblive i væksttilstand i stedet for vedligeholdelsestilstand så længe som muligt," tilføjede Neumann.