Microsofts næste Surface-computere kan blive mindre og mere prisvenlige

Nicolai Busekist

21 timer siden

|

29/01/2025
Nyheder
Foto: Microsoft
Foto: Microsoft
11"-versioner af Surface Laptop og Surface Pro kan komme på markedet inden for få måneder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mest læste i dag

Microsoft er angiveligt kun få måneder fra at lancere mindre og billigere Surface-enheder i form af en ny Surface Pro og Surface Laptop. Disse enheder skal tilbyde forbedret bærbarhed og siges at være ideelle valg for folk, der rejser ofte.

Ifølge kilder, der har talt med mediet Windows Central, forventes skærmstørrelserne for disse mindre enheder at ligge mellem 11 og 12 tommer.

Der er også information om, hvad der potentielt vil drive de nye Microsoft-enheder. Qualcomms Snapdragon X Plus SoC bliver nævnt som en mulig løsning. Denne chip findes allerede i den nuværende Surface Pro 11 (med en 13" skærm), mens den mere kraftfulde model bruger Snapdragon X Elite.

Snapdragon X Plus er ganske vist ikke den mest avancerede chip, men den leverer stadig solid ydeevne og batterilevetid. Kombineret med de mindre skærme kan dette hjælpe med at holde omkostningerne nede, hvilket naturligvis gør, at enhederne kommer til at appellere til flere potentielle købere.

En konkurrent til iPad Pro

Rapporten nævner også, at den nye og mindre Surface Pro er designet til at konkurrere direkte med den 11" store iPad Pro (som har en startpris på 999 dollars) og placerer sig i kategorien for bærbar produktivitet.

Surface Laptop Go ser ud til at kunne blive udfaset, eftersom den nye, mindre Surface Laptop fremstår som en naturlig afløser med baggrundsbelyst tastatur og en højere opløsning på touchscreenen.

Selvom disse enheder vil være billigere end deres større modparter, understreger kilderne, at de stadig vil være premium-produkter med metalramme. Derfor skal man ikke forvente lave priser - de forventes at koste omkring 800 til 900 dollars, mens prisen i Danmark sandsynligvis vil være endnu højere.

De nye Surface-enheder forventes at blive lanceret i april eller maj. Dog behøver vi måske ikke vente længe på flere detaljer, eftersom Microsoft allerede har bekræftet et Surface-event, der kommer til at finde sted den 30. januar i New York City.

Om de mindre Surface-enheder vil blive afsløret ved denne lejlighed, er endnu uvist, da eventet primært er markedsført som en 'stor nyhed fra Surface for Business'.