Vi kan muligvis se M4 MacBook Air allerede i marts, hvilket naturligvis er gode nyheder for alle dem, der ser frem til at se den nye enhed på markedet. Det er dog vigtigt at slå fast, at det endnu ikke er noget, der er blevet officielt bekræftet af Apple.
I weekendens Power On-nyhedsbrev skrev Mark Gurman fra Bloomberg, at Apple forbereder sig på at lancere den opgraderede bærbare computer allerede i løbet af den kommende måned.
Ifølge Gurmans kilder gør virksomheden klar med marketing, salg og detail til debuten og lader samtidig lageret af de nuværende modeller løbe ud. M4 MacBook Air forventes at komme i to størrelser, da den kommer i både 13 tommer og 15 tommer, ligesom den tidligere model.
Apple introducerede M3 MacBook Air i marts sidste år og præsenterede sin nye M4-chip få måneder senere, da den blev introduceret i forbindelse med deres lancering af den seneste udgave af iPad Pro. I oktober opdaterede Apple iMac, Mac mini og MacBook Pro med M4-seriens chips.
Nu ser det ud til, at det snart er ved at være MacBook Airs tur til at få den samme behandling, som en stor del af det nuværende sortiment allerede har fået.
Selvom den bærbare computer ikke fik M4-chippen i efteråret, annoncerede Apple dengang en længe ventet hukommelsesopgradering til serien, hvorfor både M2- og M3-modellerne nu starter med 16 GB RAM, hvilket er blevet mødt med stor ros fra en stor del af Apples kunder.
Det ændrer dog ikke på, at mange har valgt at holde igen med at købe en MacBook Air, da de ved, at en ny udgave er lige om hjørnet. Det forventes også, at Apple inden længe kommer til at melde ud med en konkret dato for, hvornår den nye M4 MacBook Air bliver sendt på gaden.