Flere end 216.000 Samsung-kunder er potentielt ramt af et omfattende datalæk, efter en tysk cloud-udbyder, som håndterer Samsungs kundeservice, er blevet hacket.
Blandt de lækkede oplysninger finder man navne, e-mailadresser, adresser og oplysninger om supporthenvendelser og køb.
Selvom det ikke er Samsung selv, der er blevet angrebet, rejser hændelsen alvorlige spørgsmål om, hvordan brugernes data beskyttes, og hvilke konsekvenser det kan få, hvis det går galt. Det skriver Giga.
Sådan tjekker du, om du er ramt
Det er nu muligt at undersøge, om dine oplysninger er blandt de lækkede.
Siden "Have I Been Pwned" har opdateret deres database med de stjålne data, og du kan på få sekunder få svar ved at indtaste den e-mailadresse, du bruger hos Samsung:
https://haveibeenpwned.com
Hvis din adresse dukker op, er det tid til at være ekstra opmærksom.
Svindlere kan udnytte dine personlige oplysninger til overbevisende phishing-angreb – selv uden adgang til dine adgangskoder.
Advarsel: De falske mails bliver sværere at spotte
Cyberangrebet skete via tjenesteudbyderen Spectos, som driver Samsungs tyske ticketsystem.
Ifølge sikkerhedseksperter har hackeren muligvis brugt adgangsoplysninger stjålet allerede i 2021.
Spectos oplyser, at de har udbedret sårbarheden og har styrket deres systemer.
Samsung har endnu ikke offentliggjort, om danske brugere er berørt, men hvis du har kontaktet kundeservice gennem det europæiske system, kan det være klogt at tjekke alligevel – hellere en gang for meget end en for lidt.