Apple og Samsung er som regel med helt i front, men denne nye Android-telefon byder på funktioner, som ingen af dem kan matche.
Lige nu læser andre
Vores smartphones er blevet det mest uundværlige stykke teknologi i vores hverdag, men vi stopper sjældent op for at tænke over, hvordan de er blevet fremstillet – eller hvor de ender, når vi opgraderer til en ny model.
En producent forsøger nu at ændre dette ved at producere Android-telefoner, der er bæredygtigt fremstillet og så nemme at reparere som muligt. Målet er at opmuntre brugerne til at opgradere sjældnere og reparere telefonen, før det bliver nødvendigt at købe en ny.
Virksomheden hedder Fairphone, og de har netop lanceret deres nyeste Android-model, Fairphone 6. Den fås i sort, hvid eller grøn og har et modulært design, der gør det muligt at skille telefonen ad og udskifte op til 12 forskellige komponenter – såsom skærm, batteri og højttalere – hvis de går i stykker.
Fairphone har som mål at holde disse reservedele på lager i flere år, skriver det britiske medie Express.
Læs også
Det modulære design betyder, at telefonen ikke er helt vandtæt, men med specifikationer som en 6,31″ OLED-skærm, Snapdragon 7s Gen 3-processor, 50 MP-kamera og Android 15 med softwareopdateringer frem til 2033, vil de fleste nok kunne leve med det.
Fairphone sælger også tilbehør, der kan fastgøres direkte til telefonen, herunder en strop og en kortholder.
Herligheden har ifølge Express en startpris på 499 pund (ca. 4.300 kroner), hvilket er en konkurrencedygtig pris i forhold til, hvad man får. Den leveres med 256 GB lagerplads og en sjælden microSD-kortplads, som giver mulighed for udvidelse op til 2 TB.
Noget nyt i denne model er en fysisk knap, der lader brugeren skifte mellem det fulde Android-styresystem og en mere enkel opsætning, hvor apps vises som ren tekst, og notifikationer m.m. slås fra. Fairphone kalder dette for ‘Fairphone Moments’.
Det kan være løsningen for personer, der er afhængige af deres smartphones, som derfor godt kan lide ideen om en såkaldt ‘dumphone’, men som realistisk set ikke kan undvære en smartphone. Fairphone 6 giver dermed to forskellige oplevelser i én – noget ingen iPhone eller Samsung Galaxy kan tilbyde.
“Lige siden vi blev grundlagt, har vi revolutioneret branchen indefra ved at gøre det, de fleste sagde, ikke kunne lade sig gøre,” sagde Raymond van Eck, CEO for Fairphone.
“I det sidste årti har vi bevist, at det at gøre noget godt og drive en sund forretning ikke er modsætninger – de styrker faktisk hinanden. Med Fairphone (6, red.) har vi skabt et produkt, der skubber til grænserne for, hvad der er muligt, når ydeevne kombineres med modularitet og bæredygtighed.”
Fairphone fortæller, at alle materialer i Fairphone 6 er indkøbt etisk, og at virksomheden aktivt betaler bonusser til arbejdere i hele forsyningskæden.
Ifølge Fairphone består telefonen af mere end 50 procent ‘fair eller genbrugte materialer’, og det hævdes desuden, at Fairphone 6 – sammen med modellerne Fairphone 4 og 5 – er ‘den eneste 100 procent e-affaldsneutrale smartphone’ på markedet.
Virksomheden tilbyder også en ‘af-Googlet’ version af Fairphone, som kører på /e/OS, hvilket er en open source-version af Android, der ikke kræver Google-apps eller -tjenester.