Google har store ambitioner med Android 16 – og en af de mest opsigtsvækkende nyheder er en funktion, som Samsung-brugere har kendt i årevis: En fuld desktop-oplevelse, når telefonen tilsluttes en ekstern skærm.
Det betyder, at din mobil i praksis kan forvandles til en slags bærbar computer, komplet med vinduer, startmenu og multitasking.
Men i stedet for at udvikle funktionen fra bunden, har Google valgt at bygge videre på Samsungs eksisterende DeX-teknologi.
Det er dermed første gang, Google integrerer en konkurrentens løsning direkte i Android-systemet, og lader den blive til en standardfunktion. Det skriver Giga.
Windows-lignende oplevelse
Når mobilen kobles til en skærm, skifter Android 16 over til en særlig brugerflade med flere vinduer og en fast dock-linje i bunden, hvor du hurtigt får adgang til dine vigtigste apps.
Systemet minder meget om det, man kender fra Windows og macOS, og giver brugeren frihed til at trække og placere apps efter behov.
Ikke for alle enheder
Der er dog en væsentlig begrænsning: Det bliver op til de enkelte mobilproducenter, om de vil aktivere funktionen på deres modeller.
Google lægger altså ikke pres på nogen – og det kan betyde, at funktionen i første omgang kun dukker op på flagskibe og dyrere telefoner.
"Vi ønsker at gøre mobilen til en endnu mere fleksibel arbejdspartner, uanset hvor du er," lød det fra Google ved præsentationen på I/O 2025.
Desktop-modus er ikke bare et smart trick – det er endnu et skridt i retning af, at én enhed kan klare det hele.