Den næste store version af Android er endelig tilgængelig. Den færdige version af Android 15 er nu blevet rullet ud på udvalgte telefoner - og det har allerede sat gang i snakken. Den gratis opdatering er for nu kun tilgængelig på Pixel og OnePlus. Den kommer dog snart til andre enheder.
Android 15 har været længe ventet af brugere i hele verden, da den indeholder en række nye funktioner, der begejstrer de fleste af dem. Blandt andet Privat Rum og tyveridetektion.
Det er dog vigtigt at bemærke, at Android 15 kun er kompatibel med enheder, der har mindst 32 GB lagerplads. Det betyder desværre, at nogle af de helt billige telefoner og tablets ikke vil kunne modtage opdateringen.
Det skyldes, at Google angiveligt har indført et nyt krav, der forpligter producenter til at sikre, at enheder med Android 15 har mindst 32 GB intern lagerplads. Telefoner med 16 GB vil derfor ikke være kompatible med den nye opdatering.
Ifølge mediet Android Authority har Google bekræftet, at ingen enhed med Android 15 vil kunne have under 32 GB lagerplads. Dette nye krav gælder både for nye smartphones og eksisterende modeller, der ønsker at opgradere til Android 15.
Ifølge Business Insider kan Google dog ikke forhindre producenter i at lave smartphones med mindre end 32 GB lagerplads, hvis de kører på open-source-versionen af Android, eftersom licensbetingelserne ikke tillader den slags begrænsninger.
Men Google kan stille kravet for enheder, der ønsker at inkludere Google Mobile Services (GMS) - altså apps som Google Play, Maps og Gmail. Derfor vil Android 15 ikke se ens ud på alle enheder, da forskellige producenter kommer til at tilpasse det efter egne ønsker.
Mange billige telefoner kommer allerede med mindst 128 GB lagerplads, men der findes modeller, der ikke gør. Som mange ved, kan smartphones blive langsomme, når lageret er ved at være fyldt - og det forringer ydeevnen. Googles nye krav skal forsøge at forebygge dette problem.
Android 15 indeholder flere nye funktioner, herunder følgende:
Privat Rum: Giver mulighed for at skjule følsomme apps i et separat og skjult område på telefonen. Det kræver en PIN-kode, mønster, adgangskode eller biometrisk adgang. Selv Google Play Butik findes i Privat Rum, så man trygt kan hente og bruge apps uden at andre ser det.
Tyveridetektionslås: Bruger kunstig intelligens til at opdage, om telefonen er blevet snuppet ud af din hånd. Hvis det mistænkes, vil enheden automatisk låse.
Gemte app-par: Giver dig mulighed for at åbne to af dine foretrukne apps side om side.
App-arkivering: Google Play Butik vil automatisk arkivere ubrugte apps for at frigøre lagerplads.
Skærmoptagelsesadvarsler, ensartet lydstyrke, fejlrettelser, og en ny funktion til at vise batteriets sundhedsstatus i procent - altså hvor meget kapacitet batteriet har i forhold til, da det var nyt. Dermed kan du se, hvor slidt batteriet er.
Hvis din telefon befinder sig i mellemklassen eller bedre, og højst er to år gammel, er det meget sandsynligt, at du får Android 15. Men mange ældre og billigere telefoner vil også kunne modtage opdateringen, lyder det fra TechRadar.