Glem Samsungs The Frame TV: InkPoster er en digital ramme med en forskel

Nicolai Busekist

1 uge siden

|

10/01/2025
Gadgets
Foto: PocketBook
Foto: PocketBook
Samsung har gjort sig positivt bemærket med deres serie af fjernsyn under navnet The Frame, men nu er et nyt produkt dukket op, der giver disse fjernsyn kamp til stregen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mest læste i dag

Udover de store TV-mærker, lydsystemer og smart home-enheder byder CES-messen altid på mindre kendte produkter, der viser sig at være mindst lige så interessante. Og sådan er det også i år.

Et af de produkter, der har fanget manges opmærksomhed, kommer fra det svenske brand PocketBook, som står bag nogle af de mest spændende e-læsere på markedet de seneste måneder.

PocketBook lancerede for nylig PocketBook Verse Pro Color - en direkte konkurrent til Amazons Kindle Colorsoft, men til en markant lavere pris. Nu har de præsenteret et alternativ til Samsungs The Frame TV.

InkPoster - en digital billedramme med E Ink-skærm

Samsungs The Frame er et fuldt funktionelt TV, der viser kunstværker, når det er slukket, men InkPoster tager en anden tilgang. InkPoster er en digital billedramme, der bruger fuldfarvet E Ink-skærmteknologi, så den ligner en trykt plakat eller et maleri på væggen.

InkPoster har den fordel, at den kræver meget lidt strøm og næsten ikke afgiver varme. Alligevel kan du skifte det viste billede via en dedikeret app, hvor du kan vælge mellem tusindvis af kuraterede kunstværker eller bruge dine egne billeder og fotos.

InkPoster bruger et E Ink Spectra 6-panel, som ikke kræver baggrundsbelysning, og strømmen leveres af et medfølgende batteri. Batteriet skal oplades lejlighedsvis, men ifølge producenten kan det holde i op til et år på én opladning.

Tre modeller bliver tilgængelige

  • 13,3-tommer: Opløsning på 1200 x 1600 og et 14.000 mAh-batteri.

  • 31,5-tommer: Opløsning på 2560 x 1440 og et 20.000 mAh-batteri.

  • 28,5-tommer: Opløsning på 2160 x 3060 og et 20.000 mAh-batteri, men med kombineret E Ink Spectra 6 og Sharp IGZO-teknologi for forbedret billedkvalitet.

Prisen starter ved 599 dollars for 13,3-tommer-modellen, mens 31,5-tommer-versionen koster 1.700 dollars. Selvom 28,5-tommer-versionen er lidt mindre, koster den 2.400 dollars på grund af den avancerede skærmteknologi. Alle tre modeller forventes at komme til salg midt på foråret.