Garmin dropper den lysstærke MicroLED-skærm på nye Fenix 9 Pro, og producenten varsler samtidig højere priser på smartwatches.
Beslutningen og advarslen kommer fra Garmins driftsdirektør Brad Trenkle, der i et interview med Forbes forklarer, hvorfor topmodellen får en AMOLED-skærm i stedet for den avancerede MicroLED-teknologi, som forgængeren Fenix 8 Pro introducerede. Interviewet er gengivet af Notebookcheck og Garmin Rumors.
Forgængeren Fenix 8 Pro havde en MicroLED-skærm på 4.500 nits, markant lysere end noget andet sportsur på markedet. Den nye Fenix 9 Pro nøjes med en AMOLED-skærm på 3.000 nits. Til gengæld holder den nye model i op til 27 dage i smartwatch-tilstand mod blot 10 dage på den gamle MicroLED-version, viser Garmins egne specifikationer for 51mm-udgaven.
Trenkle peger på forsyningskæden som den afgørende årsag.
“Vi ser et potentiale i, at MicroLED kan fortsætte, men en af de store udfordringer er mangfoldigheden i forsyningskæden og dens evne til at skalere op og dække vores kunders behov,” sagde han til Forbes.
Ny fabrik kommer for sent
Garmin kan ifølge driftsdirektøren ikke skaffe MicroLED-paneler i de størrelser og mængder, selskabet har brug for. Panelleverandøren AU Optronics åbner efter planen en ny produktionslinje i første halvår af 2027, men det rækker ikke til Fenix 9-serien. Trenkle forventer ikke, at Garmin bringer MicroLED tilbage, før den næste smartwatch-generation er klar, oplyser Notebookcheck.
Garmin har også udsendt en kort, officiel kommentar om valget: “MicroLED er en spændende, fremvoksende teknologi, der fortsætter med at udvikle sig. Den spillede en vigtig rolle i fēnix 8 Pro 51mm-serien, men vi er glade for muligheden for at bringe vores lyseste og største 1,5-tommer AMOLED-skærm til fēnix 9 Pro 51mm,” lyder det i udtalelsen til Garmin Rumors.
Hukommelseskrisen rammer pengepungen
Mindst lige så interessant for købere er Trenkles advarsel om priserne. Driftsdirektøren løftede i samme interview sløret for, hvor hårdt den globale hukommelseskrise rammer producenterne.
“Komponenter, som vi betalte 4 eller 5 dollars for for et år siden, koster næsten ti gange så meget i år,” forklarede han til Forbes. Adspurgt direkte om Garmin hæver priserne, svarede han ifølge Notebookcheck, at hverken Garmin eller andre producenter er immune over for udviklingen.
Han tilføjede, at Garmins forholdsvis høje marginer giver selskabet mere plads til at absorbere udgifterne end mange konkurrenter, så prisstigningerne forhåbentlig ikke rammer kunderne krone for krone.
Advarslen falder midt i en bredere komponentkrise. Kontraktpriserne på DRAM-hukommelse steg 90 til 95 procent alene i første kvartal af 2026 ifølge analysehuset TrendForce, og producenter som Dell, Sony, Microsoft og Nintendo har allerede varslet højere priser på computere og gaming-hardware. Baggrunden er, at hukommelsesfabrikanterne flytter kapacitet fra almindelig DRAM over til den HBM-hukommelse, AI-industrien river væk.
Fenix 9 Pro i 51mm-udgaven koster 1.299,99 dollars (cirka 9.100 kroner), mens den almindelige Fenix 9 starter ved 999,99 dollars (cirka 7.000 kroner), uændret fra Fenix 8-lanceringen i 2024, oplyser Garmin Rumors.