Venter du på den nye generation af CarPlay? Så er der godt nyt for dig, da dette prisvenlige bilmærke endelig får CarPlay Ultra.
Lige nu læser andre
Det er efterhånden et stykke tid siden, at Apple annoncerede den nye generation af CarPlay. I maj 2025 præsenterede de nemlig CarPlay Ultra, som er en stor opdatering af operativsystemet.
Med CarPlay Ultra får du adgang til langt flere funktioner i bilen – du kan f.eks. styre både radio og temperatur direkte gennem systemet. For at det kan lade sig gøre, skal bilmærket dog understøtte CarPlay Ultra.
Lige nu er det kun et begrænset antal biler, der understøtter CarPlay Ultra. Det er ikke biler for den brede befolkning, da det primært er mærker som Aston Martin.
Derfor har CarPlay Ultra indtil videre kun været tilgængeligt i biler med et prismærke i millionklassen, men det er ved at ændre sig. Ifølge Top Gear kommer Hyundai snart med en prisvenlig bil, som understøtter CarPlay Ultra.
Hyundai arbejder i øjeblikket på Ioniq 3, der er bilproducentens nye elektriske bil. Det bliver efter sigende den første bil fra Hyundai med understøttelse af CarPlay Ultra. Og ikke nok med det, så bliver det samtidig den første elektriske bil overhovedet, der fungerer med den nye generation af CarPlay.
Læs også
Indtil nu har ingen elbiler haft understøttelse af det nye system. I stedet vælger bilfabrikanterne i stigende grad deres egne softwareløsninger i nye (elektriske) biler.
Men det gælder altså ikke for Hyundai, for bilmærket forventes snart at annoncere Ioniq 3 med fuld understøttelse af CarPlay Ultra. Det forventes, at den nye elbil bliver præsenteret ved en begivenhed i München, som finder sted fra den 9. til den 14. september.
I løbet af den uge vil vi derfor få meget mere at vide om Hyundais nye bil, og om den virkelig understøtter CarPlay Ultra.
Hyundai forventes at sælge Ioniq 3 til en pris på omkring 35.000 euro, men den pris forventes dog at være højere i Danmark grundet moms og afgifter. Det er stadig mange penge, men det er en stor forskel i forhold til de biler, der indtil nu har haft CarPlay Ultra.
Det er endnu uklart, hvorvidt CarPlay Ultra også vil komme til andre modeller fra Hyundai. Måske får vi svar på det i næste uge, når Hyundai præsenterer bilen i München.
Læs også
CarPlay Ultra bliver altså snart meget mere tilgængeligt, når Hyundai lancerer Ioniq 3. Den nye generation af CarPlay overtager næsten alle skærme i bilen, så du f.eks. også vil se CarPlay på displayet, hvor bilens hastighed vises.
Desværre er det ikke alle bilmærker, der får CarPlay Ultra. Hvis du har et krav om dette, er du derfor nødt til at tage højde for det, når du skal vælge din næste bil.