Eksperterne har talt: Disse 3 elbiler er bedst - men én skuffer

Christian Pedersen

3 uger siden

|

11/09/2024
Elbiler
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Disse 3 elbiler burde du kigge nærmere på, hvis du er på udkig efter en ny elbil.

Mest læste i dag

Euro NCAP, der tester sikkerheden i nye biler, har netop offentliggjort resultaterne for fire nye elbiler.

Tre af dem klarer sig fremragende og får topkarakterer, mens én model skuffer markant i testene.

Jeep Avenger skuffer med kun 3 stjerner

Jeep Avenger, som ellers blev kåret til "Car of the Year 2023", formår kun at opnå 3 ud af 5 stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest.

Det er en stor skuffelse for en bil, der markedsføres som en familiebil.

Specielt beskyttelsen af børn halter, hvor testresultaterne viste dårlig brystkassebeskyttelse på en 10-årig dummy i sidekollisionstesten.

Desuden mangler bilen et system til at registrere børn på sæderne, hvilket er standard i mange konkurrerende modeller.

Derudover har lydsignalet fra kollisionsadvarselssystemet ikke været tilstrækkeligt effektivt.

På trods af en opdatering fra Jeep klarer Avenger sig stadig dårligt i testene, der måler evnen til at undgå sammenstød med fodgængere, cyklister og motorcyklister.

Ifølge Dr. Michiel van Ratingen, generalsekretær for Euro NCAP, viser Jeep Avenger en "klar mangel på ambitioner", når det kommer til sikkerhed. Det skriver Mobilsiden.

Audi, Ford og Xpeng imponerer

Til gengæld klarer tre andre elbiler sig betydeligt bedre. Audi Q6 e-tron, Ford Explorer og Xpeng G6, alle elektriske SUV’er, scorede hver især 5 ud af 5 stjerner i testene.

Især Audi Q6 e-tron udmærker sig med en sikkerhed for voksne og børn på henholdsvis 91 og 92 procent.

Ford Explorer og Xpeng G6 klarer sig også flot i alle testkategorier og tilbyder høj sikkerhed både for fører, passagerer og bløde trafikanter som fodgængere og cyklister.

Testresultaterne i tal

Her er de samlede bedømmelser for de fire testede elbiler:

  • Jeep Avenger: 3 ud af 5 stjerner

  • Ford Explorer: 5 ud af 5 stjerner

  • Xpeng G6: 5 ud af 5 stjerner

  • Audi Q6 e-tron: 5 ud af 5 stjerner

Resultaterne understreger vigtigheden af høj sikkerhed, især når det gælder familiebiler.